Julen ovre for United
Manchester United fik mandag brudt holdets sejrstime, da Newcastle hjemme på St. James Park fik uafgjort 2-2. Efter tre sejre hen over julen betyder pointtabet, at Chelsea med en sejr tirsdag ude over Aston Villa har mulighed for at genskabe spændingen i toppen af Premier League.
Specielt Paul Scholes, der vendte tilbage efter en udstået karantænedag, må ærgre sig over pointtabet, da han med to scoringer var tæt på at blive den store helt for Manchester United. Efter 40 minutter udlignede midtbanespilleren således Newcastles føringsmål, inden han i første minut af anden halvleg også gjorde det til 2-1 på et lidt heldigt skud, der strøg mellem benene på to af Newcastles forsvarsspillere.
Dagen skulle dog ikke ende perfekt for Paul Scholes, der med et kvarter tilbage lidt uheldigt kom til at snitte et skud fra hjemmeholdets David Edgar, så bolden gik forbi Manchester United-keeper Edwin van der Sar til slutresultatet 2-2.
Med det ene point har Manchester United syv point ned til Chelsea på ligaens andenplads, før London-klubben tirsdag møder Aston Villa.
/ritzau/