Fodbold: FCK rejser videre med optimismen i behold

Manchester United, Celtic og Benfica blev de tre modstandere i Champions League for FC København, der på alle niveauer udtrykker »rimelig tilfredshed« med udfaldet.

Flemming Østergaard så ingen grund til at være benovet.

Godt nok var FC København-formanden for første gang i det allerfineste selskab ved en lodtrækning til de europæiske klubturneringer, godt nok havde han længe drømt om at se klubbens logo sat sammen med gruppespillet i Champions League, og godt nok var han omgivet af 31 kolleger fra cremen af klubfodbolden, men FCK havde ærligt og redeligt kæmpet, slidt og løbet sig til pladsen.

»Og for øvrigt har vi længe været i den europæiske top fem over veldrevne klubber,« bemærkede Flemming Østergaard tørt i telefonen fra Monaco.

Helt upåvirket havde al virakken siden sejren over Ajax dog ikke efterladt ham.

Uopfordret afbrød han selv og indskød med tydelig glæde i stemmen, at selveste Per Bjerregaard personligt havde kontaktet ham for at overbringe en lykønskning med resultatet samt et held og lykke videre frem.

Konkurrentens gerning varmede Flemming Østergaard, og måske de to kommer til at drøfte emnet Champions League igen snart.

Med Manchester United som den mest prominente modstander foruden Celtic og Benfica kan FCK søge gode råd hos rivalerne på vestegnen, der i sæsonen 1998/1999 havde fornøjelsen af at møde det engelske storhold og som belønning fik to snittere på 2-6 hjemme og 0-5 ude.

Siden har Danmark ikke haft en repræsentant i Champions League, men comebacket kommer efter hovedpersonernes mening ikke til at resultere i lige så tydelige fodboldlektioner.

»Jeg er rimeligt tilfreds og er i første omgang bare glad for at have undgået grupperne med Real Madrid/Lyon og Barcelona/Chelsea. Nu skal vi i gang med at analysere de tre hold og finde en måde at spille dem på, men ved første øjekast bør vi have muligheder mod både Benfica og Celtic. I hvert fald hjemme i Parken,« håber træner Ståle Solbakken.

»Under alle omstændigheder skal vi ramme vores topniveau hver eneste gang for overhovedet at have en chance, så vi kender da betingelserne.«

Som i enhver lodtrækning kunne udfaldet have været både en dreng og pige.

På grund af placeringen i den nederste af de fire seedningslag var de mulige modstandere allerede kendt, da kuglen med FCK's navn kom i spil.

I modsatte ende af Ståle Solbakkens to skrækscenarier var gruppen med Liverpool/PSV Eindhoven/Bordeaux, men afgørelsen blev en ting midt i mellem, og spillerne glædede sig bare til at påbegynde et nyt kapitel i klubbens historie.

»Det bliver alt i alt fantastisk at komme ud og prøve sig af mod disse hold, for det har vi kæmpet for i lang tid. Det er store hold vi har trukket, så der ligger nogle fantastiske kampe foran os. Jeg ser også muligheder i puljen, men hvis vi skal være realistiske, så vil tredjepladsen være et rigtig godt resultat,« påpeger målmand Jesper Christiansen.

Thomas.kristensen@jp.dk og andreas.mayerhofer@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.