Grønkjær fik sit ønske opfyldt
Jesper Grønkjær havde en onsdag aften, hvor hans sindstilstand svingede voldsomt. Han ville meget gerne have spillet med på banen, da FCK spillede mod Ajax, men en skade forhindrede ham i det. Men det endte med, at han fra bænken så sit hold vinde 2-0, og dermed får han i sin første sæson hos FCK mulighed for at spille med i Champions League.
- Det var fantastisk, men de sidste 30 minutter var forfærdelige at følge. Heldigvis havde vi alt heldet, og vi skal alle være stolte, sagde Jesper Grønkjær.
Iført løbesko vandrede den danske landsholdsspiller hvileløst rundt om udskiftningspladserne i kampens sidste halve time, men da dommeren fløjtede af, farede han ud på banen i jubel over Champions League-triumfen. Netop FC Københavns store europæiske ambitioner var en af årsagerne til, at han skiftede til klubben i sommerpausen.
- Det er dejligt. Champions League-deltagelse er et af parametrene for klubben, sagde Jesper Grønkjær.
/ritzau/