Fodbold: Choknederlag til Chelsea
José Mourinhos sejrsvante tropper løb onsdag aften ind i lidt af et choknederlag i den engelske Premier League.
På Riverside Stadium vendte hjemmeholdet Middlesbrough et truende 0-1-nederlag til 2-1-sejr på to scoringer sent i kampen. Først udlignede Emanuel Pogatetz gæsternes føringsmål 10 minutter før slutfløjtet, og i absolut sidste minut blev Mark Viduka matchvinder, da han med scoring sørgede for alle tre point til Middlesbrough.
Chelseas føringsmål sørgede nyindkøbte Andrej Sjevtjenko for i første halvleg.
Nederlaget til Chelsea betyder, at London-holdet tabte terræn til Manchester United i toppen af Premier League, da manager Alex Fergusons tropper samtidig med Chelseas bet nedspillede Charlton på udebane og sejrede med 3-0.
/ritzau/