Fodbold: Miraklet i Amsterdam

FC København er klar til gruppespillet i Champions League efter en 2-0 sejr onsdag aften ude over Ajax Amsterdam. FCK er videre med en samlet 3-2-sejr.

Amsterdam

Miraklernes tid er ikke forbi. Tak for den livsbekræftende påmindelse, FC København.

Døde og borte efter 1-2 for 15 dage siden. I dag tiljublet i ganske fodbold-Danmark efter en bedrift, der skal indskrives på de allerbedste sider af vor fodboldhistorie.

2-0 sejren over Ajax i Amsterdam - og dermed samlet avancement med 3-2 - fortjener den dybeste respekt. Også derude i den vestlige ende af København.

For tredje gang i Champions Leagues 14-årige historie er der et dansk hold i mesterligaens hovedturnering. Glem alt om Milan, Rangers, Lazio og Gorica, der har spændt ben i de seneste fire forsøg. Det er ligegyldig historie. FCK i 2006-udgaven er med i det fine selskab, hvor de mange millioner, æren og opmærksomheden vil strømme mod Østerbro i København.

Viljestærk præstation

Meget velfortjent efter en taktisk, teknisk og viljestærk pragtpræstation under håbløse vilkår i Amsterdam. Træner Ståle Solbakken oplevede karrierens største trænertriumf ved at sætte sine spillere helt rigtigt op. Både mentalt og på banen.

Håbet om miraklet fik ellers allerede før kampen et gevaldigt slag i ansigtet, da Jesper Grønkjær en time før kampstart lod sig teste. Den lyskenskadede nøglespiller holdt i otte minutter. Så gik han hovedrystende fra banen. Testen var slået fejl.

Det gjorde det taktiske oplæg til gengæld ikke. FCK var nede med 1-2 før kampen, men træner Ståle Solbakken havde alligevel ofret angriber Fredrik Berglund for at få mere tyngde på midtbanen. En defensiv foranstaltning på en aften, da hans hold død og pine skulle score to gange.

Vellykket taktik

Taktikken lykkedes ganske godt. Atiba Hutchinsons konsekvente dybdeløb fra midtbanen var den klare offensive opskrift, mens Tobias Linderoth fik lukket godt af foran FCK-forsvaret.

Samtidig sendte FCK som ventet det tunge skyts, Michael Gravgaard og Brede Hangeland, frem til hver eneste dødbold på den hollandske banehalvdel. Rigtigt farligt blev det dog sjældent før pausen. Ajax havde læst lektier.

Det gav en underlig dansk fornemmelse, da fremragende Herbert Fandel fløjtede til pause. FCK havde gjort det glimrende. Men kunne have været bagud med mindst 0-3. I sig selv et tegn på den reelle klasseforskel mellem et af Hollands bedste mandskaber og dansk fodbolds klart stærkeste hold. Lidt skræmmende.

For Ajax var lynende farlig, når holdet fik trillet bolden rundt og eksploderet på kanterne. Det var fra indlæg, at Ryan Babel og to gange Gabri kunne have sænket FCK-drømmen allerede før pausen.

Det fornemmede man på tilskuerpladserne, hvor det forvænte Ajax-publikum ikke ligefrem sad ude på stolekanten. I søndags var udsolgt i Amsterdam Arena til ligakampen mod Waalwijk. Mod FCK var kun 35.000 af de 52.000 stole besat. Det var således kun nede i byens forlystelseskvarter, Red Light District, at de røde lygter var hængt ud. Dér kostede det - sagde rygterne - det samme, som at blive fodboldunderholdt i 90 minutter i Arena.

Silberbauer på pletten

De lokale tilskuere blev underholdt. Ikke af brillant fodbold, men af spænding, da Michael Silberbauer luskede ind bag de store drenge og satte indersiden på endnu en frisparks-sukkerbold fra Tobias Linderoth. 0-1, en halv time tilbage af kampen og blot et enkelt dansk mål ville skabe sensationen.

Det gav en vidunderlig stilhed på stadion. Da vidste Ajax-tilskuerne, at FCK ikke længere skulle betragtes som en ekspeditionssag.

De var lamslåede, da FCK'erne kom på 2-0. Unge William Kvist smed et lækkert indlæg fra højre side til Fredrik Berglund i feltet. Thomas Vermaelen reagerede på det farlige indlæg ved at kaste sig frem. Tak for det, Vermaelen. Han ramte kun bolden med ydersiden af foden, så den sejlede i mål.

De sidste 13 minutter forløb langsommere end en 116-årig snegl på søndagstur. Da de endeligt var overstået, var det til gengæld det hele værd. FCK'erne kastede sig over hinanden og lod hinanden fejre for udførelsen af et stort mirakel.

Hurtig var Flemming Østergaard på ingen måde, da han spurtede over banen straks efter slutfløjtet. Over mod sine 1.000 medrejste fans. Sikkert med tårer i øjnene. Hans livsværk blev fuldendt i aftes.

dan.philipsen@jp.dk

Ajax-FC København 0-2 (0-0)

Mål: 0-1 Michael Silberbauer (59.), 0-2 Thomas Vermaelen (77./selvmål)

Tilskuere: 35.000 på Amsterdam Arena

Dommer: Herbert Fandel, Tyskland, 11

Ajax: 6

FC København: 11

Kampens spiller: Michael Silberbauer, FCK, 10

Ajax (4-3-3): Maarten Stekelenburg - Johnny Heltinga, Jaap Staam, Thomas Vermaelen, Urby Emanuelson - Gabri (79. Kenneth Perez), Hedwiges Maduro (59. Jan Vertonghen), Wesley Sneijder - Mauro Rosales (85. Markus Rosenberg), Klaas Jan Huntelaar, Ryan Babel

Træner: Henk ten Cate

FCK (4-5-1): Jesper Christiansen - Lars Jacobsen, Brede Hangeland, Michael Gravgaard, André Bergdølmo - William Kvist, Michael Silberbauer (89. Dan Thomassen), Tobias Linderoth, Atiba Hutchinson, Razak Pimpong (57. Fredrik Berglund) - Marcus Allbäck

Træner: Ståle Solbakken

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.