Fodbold: David Nielsen udsat for racisme i Norge
Den danske fodboldspiller David Nielsen er blevet offer for racisme af tilhængerne i den norske klub Lillestrøm. Det er på supporternes hjemmeside, at der ifølge den norske avis Fædrelandsvennen er fremkommet stærkt nedsættende kommentarer om David Nielsen og hans klubkammerat Alex Valencia.
David Nielsen blev målhelt for Start, da han scorede to mål i lørdagens pokalkamp, som holdet vandt 3-2 over Lillestrøm, og det fik åbenbart det tabende holds fans til tage de grove metoder i brug.
David Nielsen har kun få kommentarer til sagen.
- Det er sikkert tre-fire personer, som har skrevet på hjemmesiden, og de fortjener ikke opmærksomhed omkring det her. Der har været sagt og skrevet meget om mig gennem min karriere, men jeg gider ikke bruge kræfter på det. Det er ren idioti, siger David Nielsen.
/ritzau/