DHF appellerer Logvin-afgørelse
Dansk Håndbold Forbund (DHF) rækker nu en hjælpende hånd til Aalborg DH i sagen om Tanja Logvins spilletilladelse.
Fredag oplyste DHF nemlig, at forbundet appellerer Det Europæiske Håndbold Forbunds (EHF) kendelse i sagen, efter EHF har valgt at støtte Hypo Niederösterreich.
Konflikten mellem de to klubber opstod, da Tanja Logvin skiftede fra Hypo til Aalborg DH efter sidste sæson. Efterfølgende hævdede Hypo imidlertid, at klubben takket være en option i Logvins kontrakt havde råderet over spilleren i den kommende sæson, med mindre Aalborg DH ville betalte en klækkelig sum penge.
Aalborg DH på den anden side mener, at klubben har retten til at bruge Tanja Logvin, da hun skriftligt, inden optionen trådte i kraft, opsagde den.
/ritzau/