Zelezny pressede nordiske knægte
Nordmanden Andreas Thorkildsen vandt onsdag aften EM-guld i spydkast på Ullevi, da han sendte spyddet ud på 88,78 meter. Sølvet gik til Tero Pitkämäki fra Finland med et kast på 86,44 meter. Det var helt efter bogen, da de to også er nummer et og to på den europæiske rangliste i år.
Men de to nordiske ungersvende på henholdsvis 24 og 23 år fik uventet hård modstand af den tjekkiske legende Jan Zelezny, der tog bronze efter et forsøg på 85,92 meter. Den nu 40-årige Zelezny fik sin EM-debut for 20 år siden i Stuttgart på et tidspunkt, hvor både Thorkildsen og Pitkämäki kun kastede med mad i børnehaven.
Men tjekken, der har vundet tre OL-guld og tre VM-guld, kan stadig være med, når det gælder, så Thorkildsen og Pitkämäki måtte præstere deres bedste for at besejre ham.
/ritzau/