Rikke Rønholt nåede ikke finalen
Rikke Rønholt løb tirsdag aften et af sine hurtigste løb nogensinde på 800-meter-distancen, men det var alligevel ikke nok til at kvalificere sig til finalen ved EM i atletik.
I sin semifinale kom danskeren ind som nummer otte og næstsidst i tiden 2.01,17 minutter, hvilket kun var få hundreddele langsommere end sin personlige rekord. De tre bedste fra de to semifinaler kvalificerede sig direkte til finalen, og de fik følgeskab af de efterfølgende to løbere med de bedste tider. Her manglede Rikke Rønholt godt et halvt sekund for at kvalificere sig.
Selv om det ikke blev til en finaleplads, kan Rikke Rønholt alligevel glæde sig over et godt EM, da det for første gang ved et internationalt mesterskab lykkedes hende at gå videre fra et indledende heat.
/ritzau/