Bendtner jubler over udtagelse
Fredag skiftede Nicklas Bendtner til Birmingham, lørdag scorede han et mål i sin debutkamp for englænderne, og tirsdag blev han udtaget til det danske A-landshold i fodbold.
Den kun 18-årige angriber har haft en uge med mange overraskelser, og specielt den seneste er han glad for.
- Jeg blev selvfølgelig vildt glad. Indeni er det jo en drengedrøm, der går i opfyldelse. Så jeg kan slet ikke vente, siger Nicklas Bendtner til DR Sporten.
Bendtner imponerede på U/21-landsholdet til sommerens EM i Portugal, men nu skal han op imod langt mere rutinerede kræfter.
- Jeg kan lærer meget af de andre professionelle, og jeg er sikker på, at Morten (Olsen red.) også kan lære mig meget, siger den unge angriber, der dog ikke mener, at dåbsattesten har nogen indflydelse.
- Alder har ikke nogen betydning for, hvilket hold du spiller på. Hvis du er god nok, så spiller du, siger en uimponeret Bendtner.
/ritzau/