Prisen på Gravesen skal ned
Real Madrid-krav kan hindre et hurtigt klubskifte for Thomas Gravesen. Skal Real Madrid have slettet Thomas Gravesen fra lønningslisten i en fart, må den spanske storklub gå på kompromis med prisen.
John Sivebæk, agent for den 30-årige danske landsholdsspiller, vurderer, at et økonomisk krav på 25-30 mio. kr. vil gøre det vanskeligt at sikre et hurtigt klubskifte.
»Jeg har hørt tal på op mod 30 mio. kr. og så bliver det måske svært, men lad os nu se, hvad klubben siger, når vi i de kommende dage får mere klarhed over situationen og de mulige vilkår. Klubben har også signaleret, at den vil være imødekommende, hvis der opstår en konkret mulighed,« siger John Sivebæk.
Sådan er fodbold
Thomas Gravesens manglende fremtid i Real Madrid blev endelig bekræftet søndag, da han blev vraget til den trup på 24 spillere, der er rejst på træningslejr i USA.
Trods interesse fra en række engelske klubber - deriblandt Newcastle - siger John Sivebæk, at der endnu ikke har været en konkret forhandling om en ny arbejdsgiver.
England oplagt
Selv håber Thomas Gravesen og John Sivebæk på en hurtig afklaring.
»Men det hele afhænger af, hvad Real Madrid kræver. En høj pris kan godt spænde ben eller få mulighederne til at trække ud. Klubberne vil ikke betale mere end højest nødvendigt, og der er stadig tre uger til transfermarkedet lukker, så hvis prisen ikke er rigtig, kan det godt trække ud til det sidste. På den anden side er det også en branche, hvor tingene kan gå meget hurtigt, hvis der først går hul,« siger John Sivebæk.