Fuld kuglestøder anholdt af politiet
Den svenske kuglestøder Jimmy Nordin havde en mandag, der startede skidt og blev meget værre. Ved EM på hjemmebane i Göteborg lykkedes det ham først på dagen ikke at kvalificere sig til kuglestødsfinalen. Derefter opbyggede han en voldsom brandert, der endte med, at den svenske landstræner måtte ringe til politiet.
Jimmy Nordin troppede ud på eftermiddagen op på Ullevi Stadion i beruset tilstand, hvorefter han blev sendt tilbage på hotellet.
- Vi havde ledere på hotellet, som skulle sørge for, at han blev der, men det ville Jimmy ikke. Der var ikke tale om håndgemæng, men når en fyr af Jimmy Nordins størrelse vil gå, så er det svært at stoppe ham, siger landstræner Thomas Engdahl til det svenske nyhedsbureau TT.
Engdahl reagerede ved at ringe til politiet, og betjente fik tæmmet den berusede kuglestøder og sendt ham i arresten. Han er nu smidt ud af den svenske EM-lejr.
/ritzau/