Atletik: Lykkelig Rønholt videre til semifinale
Rikke Rønholt nåede et nyt højdepunkt på en god sæson, da hun mandag aften gik videre til semifinalen ved EM i atletik i 800-meter-løb. Det er første gang i den 30-årige løbers karriere, at hun går videre fra det indledende heat ved et internationalt mesterskab.
Rønholt sluttede som nummer fire i det andet af de fire indledende heat i tiden 2.02,68 minutter. De tre bedste fra hver heat gik direkte videre, og derudover var der semifinaleplads til fire bedste tider.
Derfor måtte Rønholt vente i spænding på de sidste heat for at se, om hendes tid rakte til avancement. På tv-skærmen i mixed zone stod den danske løber og fulgte de andre heat opmærksomt, og da resultatet i det sidste heat gik hendes vej, sprang hun jublende i vejret.
- Det er dejligt. Der er nok nogen af dem, der ikke er gået videre, der siger: Hvem er hende danskeren, der er gået videre, sagde en lykkelig Rikke Rønholt, der sluttede i 12. bedste tid.
/ritzau/