Motorsport: Jenson Button vinder i Ungarn
Efter 70 dramatiske omgange på Hungaroring-banen i Ungarn kunne engelske Jenson Button (Honda) strække armene i vejret foran spanske Pedro de la Rosa (McLaren-Mercedes) og Nick Heidfeld (BMW) på en tredjeplads. Englænderen førte løbet de sidste 19 omgange, efter at Fernando Alonso (Renault) måtte udgå.
Den 26-årige kører greb chancen, da flere af favoritterne måtte udgå på den regnvåde bane i Ungarn.
- De sidste 10 omgange ville jeg bare ikke have løbet til at slutte. Jeg ville bare køre videre for evigt. Det var fantastisk, sagde den engelske kører, der har været med siden år 2000.
Sejren lå længe til den forsvarende verdensmester, Fernando Alonso (Renault), der efter overbevisende kørsel fik kæmpet sig fra en startposition som nummer 15 og op på en førsteplads. Men kort efter en tur i pit måtte spanieren slingre af banen.
- Efter stoppet havde jeg en fornemmelse af, at noget ikke var i orden. Jeg forsøgte at komme tilbage i boksen, men det var umuligt, sagde Alonso.
- Først var vi ekstremt hurtige. Det er en skam, men det sker for alle, sagde verdensmesteren om fejlen, der ifølge de første rapporter handlede om en for hårdt strammet aksel på det ene hjul.
Den tekniske fejl kommer dog ikke til at betyde noget for Alonso i konkurrencen om årets samlede sejr.
Spanierens nærmeste konkurrent, tyske Michael Schumacher (Ferrari), forlod nemlig også Hungaroring-banen før tid, fordi han pressede sin røde Ferrari en kende for meget i et forsøg på at holde de la Rosa bag sig bag sig og dermed beholde sin andenplads. Men manøvren gik galt, og Schumachers løb i Budapest endte i garagen. Finnen Kimi Räikkönen (McLaren-Mercedes), der startede i pole position udgik også.
Med Schumacher og Alonsos ufrivillige exit er stillingen mellem de to bejlere til verdensmesterskabet uændret.
/ritzau/