B-prøve indeholdt syntetisk testosteron

Cykelkarrieren kan meget vel synge på sidste vers for den amerikanske Tour de France-vinder Floyd Landis.

Den Internationale Cykelunion (UCI) oplyste lørdag morgen, at også amerikanerens B-prøve er positiv. Den indeholder som den første dopingprøve et forhøjet niveau af det mandlige kønshormon testosteron.

Antidopingchef: Syntetisk testosteron i b-prøve

De positive dopingprøver fra Tour de France-vinder Floyd Landis indeholder syntetisk testosteron.

Det har det franske dopinglaboratorium Chatenay-Malabry meddelt til chefen for det franske antidopingagentur, Pierre Bordry, efter at have gennemført analysen af Landis' b-prøve.

- Jeg har fra Chatenay-Malabry-laboratoriet fået en meddelelse om, at Floyd Landis' b-prøve indeholder testosteron, der er tilført kroppen udefra, siger Bordry.

Dermed bekræfter han en historie i New York Times, der i tirsdag også mente at vide, at der var tale om testosteron tilført kroppen udefra.

Floyd Landis har hele tiden fastholdt, at hans testosteron-niveau var "naturligt og produceret af min egen organisme".

Floyd Landis kan efter alt at dømme nu se frem til at miste sejren i årets Tour de France. Han står til karantæne i to år og er i overhængende fare for at blive fyret af sin arbejdsgiver, cykelholdet Phonak.

Tour-direktør: Landis har tilsmudset den gule trøje

Skuffelsen over Floyd Landis' positive b-prøve fandt lørdag også vej til en ferieramt Tour de France-direktør.

Og Christian Prudhomme var larmende skarp i sin kritik af den 30-årige Phonak-rytter, som i sidste måned kunne lade sig hylde som vinder af verdens største cykelløb.

- For os kan han ikke være Tour de France-vinder mere. Teknisk set kan vi ikke sige, at han har tabt titlen, men han har tilsmudset den gule trøje, lød ordene fra Christian Prudhomme.

Phonak fyrer Landis

I kølvandet på den amerikanske Tour-vinders positive dopingprøve så Phonak ingen anden udvej end at skille sig af med den 30-årige cykelrytter. Det skriver Phonak på sin hjemmeside.

- Phonak har i dag erfaret fra Den Internationale Cykelunion (UCI), at holdkaptajn Floyd Landis' b-prøve har resulteret i fund af doping. Som et resultat af det vil Landis blive fyret med omgående virkning for at forbryde sig mod holdets interne etiske kode, lyder det her i en pressemeddelelse.

Samtidig understreger Phonak, at i det videre forløb må Floyd Landis klare sig selv.

- Landis vil fortsat have retslige muligheder for at opponere mod prøvernes fund, men det er hans eget ansvar, og Phonak-holdet vil ikke længere være involveret i det. Holdejer Andy Rihs beklager dybt udviklingen, fortsætter Phonak, som nu er i kontakt med samtlige holdets samarbejdspartnere for at få kortlagt konsekvenserne af dopingsagen.

Andy Rihs og manager John Lelangue vil kommentere yderligere på sagen på en pressekonference i løbet af de næste dage.

Landis appellerer sin dopingsag

Floyd Landis fastholder fortsat sin uskyld i den verserende dopingsag mod ham.

Derfor vil den 30-årige Tour-vinder appellere sin sag i Den Internationale Cykelunions (UCI) klagesystem og om nødvendigt bringe den hele vejen til sportsdomstolen, CAS.

Det skriver Floyd Landis på sin hjemmeside, efter han lørdag blev bekendt med resultatet af sin b-prøve.

- Landis vil forfølge UCI's appelprocedurer for at få modbevist laboratorie-resultaterne, lyder det, og Landis nægter enhver beskyldning mod ham.

- Jeg har aldrig taget et forbudt stof, inklusiv testosteron. Jeg var den stærkeste mand i Tour de France, og det er derfor, jeg er mesteren. Jeg vil bekæmpe disse beskyldninger med den samme determination og intensitet, som jeg bruger i min træning og i løbene. Det er nu mit mål at få renset mit navn og få genskabt det, jeg har arbejdet så hårdt for at opnå, siger Landis.

Ifølge Landis' talsmand Michael Henson har amerikanerens testosteron-niveau da også været helt normalt, selv om testosteron/epitestosteron-kvotienten var på hele 11 til 1 i dopingprøverne. Kroppen producerer selv de to hormoner i et en-til-en-forhold, og dopinggrænsen er fastlagt på fire til en. Det store tal hos Landis skyldes imidlertid et uhørt lavt niveau af epitestosteron.

Bad om dokumentation

- Testosteron-niveauet er blevet fastsat til at være indenfor normalgrænsen. Niveauet af epitestosteron er imidlertid lavt og skaber derfor den store forskel, skriver Henson til Reuters i en e-mail.

Floyd Landis' advokat, Howard Jacobs, er da også allerede begyndt at forberede sagen for sin dopingmistænkte klient og har derfor bedt UCI om dokumentationen for b-prøven.

- I samarbejde med nogle af de ledende medicinske og videnskabelige eksperter vil vi bevise, at Floyd Landis' sejr i Tour de France 2006 ikke var hjulpet på nogen måde af et forbudt stof, siger Jacobs til hjemmesiden.

Samtidig langer han kraftigt ud efter UCI på grund af en læk af i sagen og en for tidlig offentliggørelse af a-prøven.

- Jeg mener, at UCI nu må starte med at følge egne regler og tillade, at sagen går sin gang uden offentlige udmeldinger fra UCI-officials. Antidopingprocessen skal være fri for meningsdannende ytringer, som sportsforbund og antidopingautoriteterne, der har stor politisk og økonomisk indflydelse på sporten, forsøger at influere med på sagens udfald via upassende offentlige kommentarer, fortsætter advokaten.

Hvis sagen følger normal procedure kan den forventes afsluttet om et lille halvt år.

Danske kommentarer:

Danmarks Cykle Unions direktør, Jesper Worre:

- Det er godt, at b-prøven viser det samme som a-prøven. Så er tvivlen væk, Landis ude og sagen lukket. Jeg betragter det her som endnu et hak i den oprydning, der er i gang. Nu er endnu en af de bedste taget i at snyde, og det her er en chance for alle for at fatte alvoren. Der skal ryddes op i sporten, og vi er i fuld gang.

T-Mobiles danske sportsdirektør Brian Holm:

- Der var vel ingen, der for alvor havde troet på, at b-prøven ville ændre noget. Jeg håber inderligt for ham selv, at han bryder sammen og tilstår, for det kan ikke være rart at gå rundt med i al evighed. Og cykelpublikummet har jo vist mange gange, at dopingsyndere bliver tilgivet, se bare på Richard Virenque, han var vel en af de mest dopingbefængte ryttere nogensinde, og jeg har for nylig læst et sted, at han er den syvende mest populære franskmand overhovedet.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.