Zidanes røde kort begejstrer i Argentina
Sjældent har et rødt stykke plastik vakt så meget glæde. Onsdag fik Argentinas præsident Nestor Kirchner overrakt det røde kort, som sendte selveste Zinedine Zidane ud af VM-finalen og ind i tilværelsen som fodboldpensionist efter skallen i brystet på Marco Materazzi.
Det skete, da Kirchners landsmand finaledommeren Horatio Elizondo aflagde besøg på præsidentkontoret.
- Vi talte om VM og han ønskede mig tillykke med indsatsen, sagde Elizondo, som er historiens første dommer, der både dømte i åbningskampen og i finalen ved en slutrunden.
Elizondo havde til præsidentens store begejstring også signeret fodboldklenodiet.
/ritzau/