Cykling: CSC har ikke kvittet omstridt læge
Flere af danske Team CSC's ryttere samarbejder med den italienske læge Luigi Cecchini, som mistænkes for at samarbejde med sin spanske kollega Eufemiano Fuentes, der er hovedpersonen i den spanske dopingsag.
Fabian Cancellara får fortsat råd til sin træning af Cecchini, men schweizeren er klar til at stoppe det samarbejde, hvis Bjarne Riis beder ham om det.
Riis sagde under Tour de France, at han med stor sandsynlighed ville bede rytterne stoppe samarbejdet med Cecchini efter det franske etapeløb. Cancellara har endnu ikke hørt noget fra sin chef.
- Bjarne og mig taler jævnligt sammen, men vi har endnu ikke talt om det, du spørger om. Vi har en masse andet at koncentrere os om lige nu, og så må vi snakke om det samarbejde, når sæsonen er slut, sagde Cancellara til Ritzau forud for starten på Post Danmark Rundt.
/ritzau/