FCK trak Ajax
For anden år i træk bliver hollandske Ajax den forhindring, der skal klares, hvis et dansk mesterhold skal med i det forjættede gruppespil i Champions League.
Fredagens lodtrækning i Nyon ville det nemlig således, at FC København skal møde Ajax, der denne sommer har fået tilgang af danske Kenneth Perez.
For et år siden var Ajax en for stor mundfuld for Brøndby, og hvis FCK først lige får klaret finske MyPa, så venter altså det hollandske storhold, som FCK slog ud af UEFA Cuppen i sæsonen 2001/2002 på et afgørende mål af Niclas Jensen i Amsterdam.
Første kamp bliver spillet den 8. eller 9. august i Parken, mens der er returopgør den 22. eller 23. august.
JP/ritzau/