Cykling: Vuelta'en udelukker Basso og Ullrich
Vuelta a Espana bliver uden Ivan Basso, Jan Ullrich og Francisco Mancebo. Organisationen bag årets sidste af de tre store etapeløb sagde sent torsdag aften, at ingen af de tre ryttere er ønsket i løbet. Det samme gælder hele det spanske hold Comunidad Valenciana.
Beslutningen blev taget på baggrund af en rapport om dopingsituationen, som det spanske indenrigsministerium har videregivet til arrangørerne af løbet.
I slutningen af sidste måned blev alle tre ryttere suspenderet fra ProTouren og dermed Tour de France, ligesom hele Comunidad Valenciana blev nægtet adgang til løbet.
Med suspenderingen fra ProTouren var de tre ryttere på forhånd afskåret fra at deltage i Vuelta'en, indtil de eventuelt er renset for anklagerne.
/ritzau/