Golf: Thor Andersen nr. syv i Augsburg Classic
Hollænderen John Bleys vandt EPD Tourens Augsburg Classic på tredje omspilshul, efter at han var sluttet lige med landsmanden Rick Huiskamp i - 7.
Hollænderne dominerede i det hele taget begivenheden, hvor Robin Swane, der var startet med en 79er, kom igen med 69 og 64 og pludselig sluttede som nr. 4, hvorved han skubbede Mark Schytter Grabow ud af top-5 på Order of Merit.
Bedste danske spiller var Thor Andersen som nr. 7 i - 3, mens Christian Nygaard blev nr. 11 i - 1, Mark Grabow Schytter nr. 21 i + 2 efter en slutrunde i - 4, Kenneth Mårtensen nr. 23 i + 3 og Lasse Jensen nr. 37 i + 10.
Der resterer nu fem turneringer, af hvilke den første er Hockenheim Classic i Hamburg 15-17. august. De fem bedst placerede på Order of Merit får kort til Challenge Touren næste år, og der er meget små afstande bag den suverænt førende Martin Kaymer. Kun 1300 euro skiller 2. Richard Treis, Tyskland, 3. Lasse Jensen, 4. Robin Swane, 5. Matt green og 6. Mark Grabow Schytter, ligesom Bleys nærmer sig bagfra med stormskridt.
Bernhard Langers søn Stefan, som lå lunt efter to runder, brød sammen i finalerunden og sluttede sidst blandt dem, der havde klaret cuttet.