Fodbold: Grønkjær løftede tamt FCK-hold

Mere end en pligtsejr på 2-0 kunne de danske mestre ikke mande sig op til mod finske MyPa, der imidlertid ikke bør kunne true det samlede avancement i Champions League-kvalifikationen.

Jesper Grønkjær kender betingelserne.

Han er købt hjem fra udlandet for at gøre forskellen.

Til daglig i superligaen, men så sandelig også i de europæiske kampe, hvor klubben skriger efter omsider at få de store ambitioner vekslet til tilsvarende resultater.

Et indledende møde med destruktive MyPa kan synes at være alt andet end en rimelig målestok for holdbarheden for både Grønkjær og de videre chancer, men testen var egentlig ganske udbytterig for træner Ståle Solbakken og truppen.

Finnerne stillede samtlige markspillere bag bolden i forsøget på at fedte sig til et respektabelt resultat inden returopgøret i en tilgang til spillet, som FCK'erne ikke vil møde, når og hvis de i den afgørende kvalifikationsrunde møder et regulært tophold.

I parringen med Arsenal eller mandskaber af lignende kaliber vil FCK-offensiven imidlertid igen skulle leve på enkeltmandspræstationer, og i den henseende var tirsdagens langgaber for så vidt løfterig.

Efter et par sæsoner i konstant modvind på vej rundt i sin personlige turne mellem klubber og lande har Jesper Grønkjær omsider igen fået mulighed for at bevise, hvorfor Ajax i sin tid var villige til at finde de store penge frem for at købe ham.

Personligt kan kantspilleren vel dårligt selv huske, hvornår han sidst har spillet tre kampe i træk og endda fået ros for indsatsen i dem alle, og på en aften uden de store og sprudlende FCK-ideer var han ene om at udfordre igen og igen og udviste samtidig en aldrig tidligere set arbejdsvilje.

Grønkjær fremtvang straffespark

Efter en god time fremtvang Jesper Grønkjær da også straffespark og den afgørende scoring, der trods forbehold for klubbens tidligere brølere havde været nok til at sende MyPa langt ud i kulden, men for at fjerne enhver tvivl headede Michael Gravgaard 2-0 ind i allersidste øjeblik.

Underholdningsmæssigt fik de fremmødte FCK-tilhængere dog ikke meget at glæde sig, men på forhånd var de da sikret et omend lidt trist udbytte.

Efter tre år i hovedstadsklubben skal Álvaro Santos videre til næste station i fodboldkarrieren, men inden turen til franske Sochaux havde den svenske brasilianer håbet at sige et ordentligt farvel til en gruppe fans, der for længst har ophøjet ham til kultstatus og endda døbt ham "Verdens Flinkeste Mand" for hans ydmyge og omgængelige væsen.

Med 50 mål i 120 kampe har angriberen imidlertid været knap så venlig over for modstandernes forsvar, men uheldigvis for både hovedpersonen selv og hans skare fik finnerne den fromme udgave af Santos at se.

Betingelserne helt på top var nu også langt fra optimale, da MyPa efter fem minutters overraskende offensivt eventyr med afslutninger og et hav af hjørnespark som forventet faldt tilbage og var tilfreds med bare at jagte de hvide trøjer på egen banehalvdel.

FCK i for lavt tempo

Den mission havde de foruroligende let ved at lykkes med i lange perioder, da værterne godt nok helt rigtigt forsøgte at spille gennem over kanterne, men var mindst to gear for langsomme og derfor alt for ofte endte med at rode rundt i en finsk tackling.

På papiret havde FCK et af tidernes stærkeste danske klubhold, men for mange profiler viste sig aldrig, og i den beklagelige mangel på chancer kunne træner Ståle Solbakken kun glæde sig over, at defensiven viste stor påpasselighed og dermed holdt finnerne helt fra fadet.

thomas.kristensen@jp.dk

FC København-MyPa 2-0 (0-0)

Mål: 1-0 André Bergdølmo (63./str.), 2-0 Michael Gravgaard (90.)

Tilskuere: 17.523

Dommer: Carlos Megía Dávila, Spanien, 10

FCK: 7

MyPa: 6

Kampens spiller: Jesper Grønkjær, FC København, 10

FC København (4-4-2): Jesper Christiansen - Lars Jacobsen, Michael Gravgaard, Brede Hangeland, André Bergdølmo - Razak Pimpong (73. Martin Bergvold), Tobias Linderoth, Atiba Hutchinson, Jesper Grønkjær - Álvaro Santos (71. Fredrik Berglund), Marcus Allbäck

Træner: Ståle Solbakken

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.