Kjeldsen bedste dansker
Selv om det næppe bliver til en dansk topplacering i dette års udgave af British Open på Hoylake-banen ved Liverpool, så overraskede Søren Kjeldsen positivt ved at placere sig hele tre slag bedre end landsmanden Thomas Bjørn før søndagens finalerunde.
Søren Kjeldsen deltager i British Open for tredje gang, men det er første gang, han har formået at kvalificere sig til finalerunden, hvor han lørdag fortsatte de positive takter ved for tredje dag i træk at gå banen rundet i 71 slag, et under par.
Søren Kjeldsens samlede score på tre slag under par er tre bedre end Thomas Bjørn, der trods rimeligt spil måtte nøjes med en runde i 73, et slag under par og par i den samlede stilling før søndagens runde.
"Det er fedt for første gang at spille finalerunde i British Open, fordi det er så stort alt sammen. Jeg glæder mig allerede til at gå op ad fairway på 18. hul søndag," sagde en glad Søren Kjeldsen, der lavede hele seks birdies, men også fem bogeys på runden.