Fodbold: Brøndby vil købe ind i United
Manchester United-manager Alex Ferguson skal ikke regne med, at han kan sende sine talenter på korte lejeophold i Brøndby. Hvis de to klubbers samarbejde skal udmønte sig i udveksling af spillere, vil vicemestrene som udgangspunkt have muligheder for at købe.
- Hvis de bare vil have en mand herover på lejebasis i et år, er det ikke så attraktivt, medmindre man virkelig har et akut problem, og det føler jeg ikke vi har, siger Anders Bjerregaard til Ritzau.
Han bekræfter, at Brøndby-træner René Meulensteen er i dialog med United-manager Alex Ferguson om flere spillere. Anders Bjerregaard har gjort sig tanker om minimumbetingelser.
- Det kunne være en lejeaftale med option på senere køb, siger han.
Talenter som Phil Beardsley, Jonny Evans og Gerard Pique kunne være nogle af de spillere, som Ferguson overvejer at sende ud for at få erfaring og hår på brystet. Endnu vil Anders Bjerregaard ikke smide navne på bordet.
- Jeg ved, René har talt Ferguson om nogle muligheder. Men det er svært at nå til noget konkret, før man sidder over for hinanden, siger Anders Bjerregaard.
Alex Ferguson og hans mandskab befinder sig i øjeblikket i træningslejr i Sydafrika. B.T. skriver onsdag med en engelsk journalist som kilde, at Uniteds manager erklærer sig villig til at hjælpe sin tidligere reserveholdstræner René Meulensteen.
/ritzau/