Cykelsport: Ny sejr til upåagtet franskmand
Fransk cykelsport oplever et Tour de France, hvor forholdsvis upåagtede ryttere henter etapesejre.
Søndag vandt 27-årige Pierrick Fedrigo fra Bouygues Telecom en medrivende 14. etape, der gik over 181 kilometer fra Montélimar til Gap. Fedrigo vandt foran Salvatore Commesso. Tidligere har Jimmy Casper og Sylvain Calzati også vundet etaper.
Fedrigo og Commesso var med i udbrud det meste af dagen, og de holdt lige netop til mål. Tættest på at hente dem var CSC's Christian Vandevelde, der kom ind på tredjepladsen tre sekunder efter.
Favoritgruppen kom ind yderligere fire sekunder efter, og Oscar Pereiro forsvarede sin gule førertrøje.
/ritzau/