Colombia jagter fodbold-VM i 2014
Colombia vil gerne være vært, når VM i 2014 skal afvikles i Sydamerika. Landets præsident Alvaro Uribe bekræfter planerne søndag.
- Vicepræsident Francisco Santos har allerede taget de første skridt internationalt for at forsøge at få værtskabet for VM i 2014 til Colombia, sagde præsidenten ved åbningen af de centralamerikanske og caribiske lege.
VM i 2010 skal afvikles i Sydafrika, hvorefter Sydamerika står for tur. Verdensdelen med de store fodboldtraditioner har ikke haft en VM-slutrunde siden 1978, da Argentina var vært. Det har tidligere været betragtet som en formsag, at Brasilien ville få ansvaret. Fodboldstormagten har ikke lagt græs til en VM-slutrunde siden 1950, men Brasilien har endnu ikke meldt sig officielt, og der har været udtrykt bekymring om, hvorvidt de brasilianske stadioner har den fornødne kapacitet.
/ritzau/