Riis: Topplacering vigtigere end etapesejr
Der resterer otte etaper i den 93. udgave af Tour de France. Team CSC's bedst placerede rytter er Carlos Sastre, der ligger nummer fem i den samlede stilling.
Holdejer Bjarne Riis vil hellere bevare Sastres plads i toppen af klassementet end vinde en etapesejr, hvis han skal vælge. Allerhelst vil han gerne opnå begge dele.
- En etapesejr vil være flot, men det er vigtigere for os at have mulighed for at bevare en mand helt oppe i toppen, sagde Bjarne Riis fredag på målstregen i Carcasonne.
De øvrige fem tilbageværende ryttere skal alle køre for Sastre, men det betyder ikke, at de ikke må forsøge at komme med i udbrud. Jens Voigt forsøgte igen fredag at ramme det rigtige udbrud, men det kiksede, og derefter blev det en rolig etape for det danske hold.
/ritzau/