Fodbold: Sejr i velkomstgave
Der var sikkert en smule nerver på, men alt gik som det skulle.
René Meulensteen kunne torsdag aften forlade Brøndby Stadion med et veltilfreds smil. Den hollandske træner fik nemlig en debutsejr, da hans elleve udvalgte slog Valur Reykjavik med 3-1 foran 6.338 tilskuere på Brøndby Stadion. Dermed står Meulensteen og Brøndby med gode muligheder for at spille sig videre til UEFA Cup-kvalifikations anden runde.
Sejren faldt dog på en billig baggrund. Gæsterne fra Island viste sig at være en særdeles overkommelig opgave, der ikke bør give de blå-gule problemer i returkampen om 14 dage.
Thomas Rasmussen, Morten Rasmussen og Martin Ericsson scorede Brøndbys mål, der alle faldt før pausen.
/ritzau/