Mentjov vandt låst etape
Rabobanks Denis Mentjov vandt torsdag 11. etape i Tour de France, da han efter fem skrappe stigninger i Pyrenæerne var første mand over målstregen i Pla-de-Beret.
Efter en taktisk præget etape afviste han Levi Leipheimer og Floyd Landis i spurten. CSC's Carlos Sastre sluttede på femtepladsen.
Afgørelsens time begyndte først sin tikken, da stigningen på sidste bjerg strammede til 12 kilometer før mål, frontgruppens tynde øl faldt fra og kun de syv tilbageværende favoritter havde benene til at holde tempoet.
Syv blev til fem, og med seks kilometer ind, stod det klart, at kun Denis Mentjov, Carlos Sastre, Floyd Landis (Phonak), Levi Leipheimer (Gerolsteiner) eller Cadel Evans (Davitamon-Lotto) kunne vinde etapen.
Danske Michael Rasmussen var i Rabobanks taktiske udspil degraderet til hjælperytter og opfyldte den rolle uden at kny, hvorfor også han måtte slippe på vej op af sidste bjerg. Han formåede dog forinden at skrabe gode point til sig i kampen om den prikkede bjergtrøje og kan med god ret juble over en stor andel i Mentjovs triumf.
/ritzau/