Annonce
Tennis

Internationale medier hylder Wozniacki

Caroline Wozniackis sejr i den "femte grand slam" har vakt opsigt i tennisverdenen.

Caroline Wozniacki. Foto: AP

Kritikerne har til tider stået i kø for at mene, at det var forkert, at Caroline Wozniacki kunne toppe verdensranglisten, når hun nu aldrig har vundet en grand slam.

Det har hun fortsat ikke.

Men med sejren i WTA-turnering i Indian Wells i weekenden og et solidt forspring på verdensranglisten har tonen til dels fået en anden lyd.

I hvert fald er der masse af ros at finde om den danske verdensetter i de internationale sportsmedier.

"Selv om hun endnu ikke har vundet en grand slam, så beviste danskeren, at hun ikke har grund til at frygte andre end Clijsters, og - når hun er rask - den yngste af Williams-søstrene (Serena Williams, der holder pause efter at være ramt af en blodprop, red.)," skriver BBC .

Vaklede men faldt ikke

Tennis-mediet tennis.com konstaterer, at danskeren var alt for hurtig til at få afsluttet sin takketale efter kampen mod Marion Bartoli, der sluttede med cifrene 6-1, 2-6, 6-3.

"Wozniacki skulle i højere grad have solet sig. Hendes sejr var en bekræftelse af, at hun har forbedret sit spil i denne sæson - hun vandt finalen ved at diktere spillet lige så meget, som hun forsvarede. Hendes sejr var et flot comeback efter det hjerteskærende nederlag i Australian Open-semifinalen til Li Na efter at have haft matchpoint; denne gang vaklede Wozniacki, da hun havde føringen, men hun faldt ikke. Og hendes sejr var det bedste, der skete på kvindernes tour i løbet af turnering; i denne uge, som minimum, lyver WTA-rangeringen ikke," skriver tenniskommentatoren Steve Tignor på tennis.com.

Nærmest urørlig

På trods af, at det var en franskmand, der blev slået, er der ingen dårlige undskyldninger at spore hos en af verdens største sportsaviser, den franske avis L'Equipe.

"Den franske nummer et kunne ikke vinde sin udgave af Mission Impossible i den californiske ørken. Men Marion Bartoli spillede en tapper kamp mod hele verdens nummer et, der nærmest er urørlig," skriver L'Equipe.

Den amerikanske tenniskommentator Matt Cronin skriver på Fox Sports, at det først og fremmest er Wozniackis fysiske styrke, der har bragt hende til tops i verden.

"Professionel tennis ses ofte som udelukkende et mentalt spil - og i mindre grad et teknisk spil - men for hvert år, der går, bliver det mere fysisk, og det er stort set forklaringen på, hvorfor 20-årige Caroline Wozniacki er nummer et i verden," skriver han.

Løb modstanderen i sænk

Cronin mener, at danskeren vinder sine kampe med benene, og sammenligner hende med den tidligere verdensetter og storspiller Martina Hingis.

"Hingis blev ofte hyldet som en intelligent spiller med et bemærkelsesværdigt touch, hvilket hun var, men en vigtig del af hendes spil, der indbragte fem grand slam-titler og et langt ophold på førstepladsen, var hendes evne til at løbe sine modstandere i sænk. Ligesom Wozniacki var hun født med tykke og stærke lægmuskler, hendes to-håndede baghånd var hendes hovedvåben, men forhånden var svagheden. Danskeren er højere og har en stærkere overkrop end Hingis, men hun er også en generation yngre, og med hver årgang af nye spillere kommer flere centimeter i højden og større muskler," skriver Cronin.

Med sejren i Indian Wells sikrede Wozniacki sig en pengepræmie på 3,7 mio. kr. samt 1.000 point til verdensranglisten, som hun fører komfortabelt.

null
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce
Forskere: Ægtepar deler risiko for at udvikle sukkersyge
Med studiets resultater in mente bør man ikke kun kigge på individet, men også på ægtefæller og husstande generelt, når man vil opspore udiagnosticeret diabetes, lyder det fra forskergruppen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her