Annonce
Tennis

Rafael Nadal buldrer videre mod titelforsvar ved US Open

Den spanske verdensetter vandt sikkert i anden runde ved US Open, mens Garbiñe Muguruza røg ud hos kvinderne.

Rafael Nadal fik undervejs i kampen en advarsel for at have været for længe om at serve. Foto: Julio Cortez/AP

Der var kun sporadisk spænding, da topseedede Rafael Nadal natten til torsdag dansk tid var i kamp ved grand slam-turneringen US Open i New York.

Den 32-årige spanske tennisspiller vandt i anden runde 6-3, 6-4, 6-2 over canadieren Vasek Pospisil, der er nummer 88 på verdensranglisten.

Rafael Nadal brød sin modstanders serv i første forsøg i kampen. Det bragte ham foran 2-0 i første sæt, hvorefter han holdt serv i resten af sættet.

I andet sæt opstod der lidt spænding, da Vasek Pospisil brød den regerende mesters serv og kom foran 4-2.

Rafael Nadal brød dog omgående tilbage og lavede yderligere et servegennembrud i sættet.

Så var der ikke mere i Vasek Pospisil, som fik brudt sin serv to gange i tredje sæt og tabte til Rafael Nadal for anden gang af to mulige i karrieren.

Spanieren fik undervejs i kampen en advarsel for at have været for længe om at serve.

En ny regel skal sikre, at kampene afvikles hurtigere. Derfor har spillerne maksimalt 25 sekunder til at få servet, efter at dommeren har annonceret scoren i partiet.

Rafael Nadal skal i tredje runde møde russeren Karen Khachanov, der er seedet 27 ved US Open.

De to spillere har mødt hinanden fire gange i karrieren, og alle fire gange har Rafael Nadal vundet uden at tabe sæt.

Spanieren vandt sidste år US Open for tredje gang i karrieren.

Hans kvindelige landsmand Garbiñe Muguruza røg til gengæld ud i anden runde i damesingle.

Sidste års Wimbledon-vinder tabte overraskende 6-3, 4-6, 4-6 til kvalifikationsspilleren Karolina Muchova fra Tjekkiet.

Garbiñe Muguruza har døjet med en skade i armen, og hun er faldet til en placering som nummer 12 i verden.

US Open kan ikke kaldes hendes favoritturnering, eftersom hun aldrig er kommet længere end til ottendedelsfinalerne.

Alligevel var det noget af en overraskelse, at hun ikke var i stand til at besejre Karolina Muchova, der er nummer 202 på verdensranglisten.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her