Annonce
Tennis

Wozniacki blev rusket ud af Wimbledon

Et stort comeback mislykkedes for danskeren i anden runde i Wimbledon.

Caroline Wozniacki blev generet af flyvende insekter under kampen mod Ekaterina Makarova. Foto: Daniel Leal-olivas/AFP

Wimbledon

En decideret artsbestemmelse skal vi ikke ud i.

Vi nøjes med at konstatere, at store mængder af store insekter pludselig invaderede luftrummet over Wimbledons Court 1 tilsyneladende med det ene formål at genere både spillere og publikum.

På tilskuerpladserne spjættede tilskuerne med arme og ben for at slippe for kontakt med de trods alt harmløse væsner, mens Caroline Wozniacki og Ekaterina Makarova også flere gange måtte vifte med ketsjeren for at få nogenlunde arbejdsro nede på banen.

Med ét forsvandt de fleste af de ubudne gæster, mens Caroline Wozniacki havde væsentligt flere problemer med at slippe af med sin modstander. At kalde den 180 centimeter høje russer for et insekt vil være mærkeligt og fornærmende, men Ekaterina Makarova viste sig mere end almindeligt god til at være vimse rundt og være irriterende for Caroline Wozniacki, der derfor ganske fortjent tabte 4-6, 6-1, 5-7 i en underligt omskiftelig forestilling.

Dermed måtte Caroline Wozniacki for anden grand slam i træk erkende, at forløsningen med sejren i Australian Open tidligere på året ikke er lig med uhindret medvind i sæsonens tre øvrige højdepunkter, og igen-igen måtte hun samtidig opgive omsider at nå længere end til fjerde runde i det sydvestlige London.

Trods et hul på 1-7 i regnskabet for interne opgør tog Ekaterina Makarova nemlig den gode følelse med fra det seneste møde, hendes sejr i US Open 2017, og satte sin vanlige overkvinde totalt af i begyndelsen.

Ganske vist havde den forsvarende Australian Open-mester en uudnyttet breakchance til 2-2, og den forpassede chance viste sig at blive fatal i første sæts samlede regnskab, fordi det efterfølgende parti udstillede Caroline Wozniackis udfordringer og chancer.

Foruden at holde et højt niveau havde Ekaterina Makarova heldet til konsekvent at få selv skæve rammeslag til at svæve lavt henover nettet og endda lande tæt på linjerne, hvilket naturligvis pressede Caroline Wozniacki mere end almindeligt.

Fra 0-40 fik den danske favorit imidlertid fundet en vej tilbage i kraft af gode server, der holdt den russiske outsider tilbage i banen og tillod hende selv at gribe initiativet. På den facon kom hun på omgangshøjde for så alligevel – og meget sigende for indledningen – at komme yderligere bagud 1-4 på Makarovas femte breakmulighed i stedet for at få reduceret på en af sine tre fordele.

Efter præcis en halv time fik verdenstoeren dog omsider igen tilkæmpet sig et parti, udbrød et »Come on«, og lige præcis dét gjorde hun faktisk.

Ved blandt andet at løbe en stopbold op og følt lægge den tværs over nettet fik Caroline Wozniacki brudt til 3-5, og i kraft af blandt andet en baghånd på stregen, et es, en kæmpefejl af Makarova vandt hun det næste parti rent og smed stressfølelsen i favnen på modstanderen.

Den situation forvaltede verdens nummer 35 imidlertid som påkrævet og fik endda leveret endnu en lussing til Caroline Wozniacki, der ved 30-40 måtte se en kort bold fra Makarova ligesom hænge fast i græsset, tage et stejlt opspring og dermed blive svær at håndtere i stedet for at blive en åbning.

Det efterfølgende slag sejlede i nettet, første sæt var tabt på 42 minutter, og meget symbolsk havde Caroline Wozniacki travlt med at komme tilbage på banen, mens Ekaterina Makarova tog et besøg på toilettet for lige at blive nulstillet mentalt.

Helt central blev Wozniackis evne til at minde sig selv om, at hun rent faktisk havde været fint med mod slutningen – samtidig med, at hun naturligvis skulle bedre fra start i andet end i første sæt.

Med Wozniacki på serven blev det første parti vitalt, og det var fortsat med duellerne konstant skubbet ud på kanten, da Ekaterina Makarova uafladeligt gik efter struben, men nu begyndte hun at misse med vilde og lange slag.

Pludselig blev den russiske kasket sendt på rysteture fra side til side i ejerens frustration over manglende præcision og omtanke, og på kun lige under en halv time havde Caroline Wozniacki snuppet sættet 6-1.

Endnu et toiletbesøg for Ekaterina Makarova, der på dette tidspunkt havde mere udbytte ud af kortvarigt at søge isolationen og eftertanken.

1-0 kom hun foran i kraft af stærke server, 2-0 brød hun næsten til på gode returneringer, inden Caroline Wozniacki igen frelste sig selv med en stribe stærke server.

Overtaget var dog tippet, Makarova vandt let egne partier, Wozniacki måtte slide for sine og dummede sig ved at spille alt for kort og alt for meget til rivalindens forhånd, hvorfra bolden ofte røg over på anden side til russiske point.

Bruddet til 1-3 var derfor hverken overraskende eller ufortjent, i Makarovas partier fik Wozniacki aldrig kæmpet sig over et enkelt point og var derfor langt fra selv at komme til et break.

I stedet forsøgte Caroline Wozniacki sig med en bøn til de højere magter – eller i hvert fald til overdommeren, der ved 1-4 måtte på banen for tilsyneladende at konstatere, at græsset trods danskerens indvendinger ikke var for fugtigt og glat at spille på. Holde sig selv på benene overkom Caroline Wozniacki og fremtvang dermed en helt igennem ubegribelig. Endnu et brud gjorde stillingen til 1-5, men efter at have været blot to point fra at tabe kampen fik Caroline Wozniacki reduceret til 2-5 og kort efter til 3-5 uden dog på nogen måde at kunne skimte redningen.

I det efterfølgende serveparti kom Ekaterina Makarova tværtimod foran 40-0 og havde dermed tre matchbolde, men hverken dem eller en fjerde kunne hun udnytte i nogle nervepirrende minutter med den ene store brøler efter den anden fra hendes venstrehånd.

Foræringerne brugte Caroline Wozniacki til at bryde til 4-5 og derefter udligne til 5-5 med et rent serveparti.

Kunne hun virkelig være i færd med at lykkes med endnu en umulig redningsmission som under Australian Open, hvor hun også i anden runde var nede med 1-5 og 15-40 mod Jana Fett for blot at præstere et stort comeback, vinde 18 af de efterfølgende 25 point til sejr på 3-6, 6-2, 7-5?

Beklageligvis ikke.

Godt nok fik hun presset Ekaterina Makarova ved at gå fra 0-40 til 40-40 i russerens serv, men Makarova kom på 6-5 og fik i det efterfølgende parti lukket og slukket på sin femte matchbold samlet set.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her