Annonce
Tennis

God lodtrækning for Caroline Wozniacki

Caroline Wozniacki skal møde en rumæner i første runde af Australian Open.

Foto: Yong Teck Lim/AP

Caroline Wozniacki har på papiret fået en god lodtrækning ved Australian Open, hvor hun som nummer to er seedet til at ende i finalen.

Danskeren skal møde Mihaela Buzarnescu fra Rumænien i første runde. De to har kun mødt hinanden en gang før, da Wozniacki sidste år ved US Open vandt i to sæt, 6-1, 7-5. Rumæneren, der ligger nummer 57 på verdensranglisten, er ikke seedet ved Australian Open.

Wozniacki er seedet til finaleplads ved Australian Open

Første større udfordring for Wozniacki er i tredje runde, hvor hun kan komme til at møde Kiki Bertens fra Holland. Sidste år var den 26-årige hollænder oppe som nummer 22 på verdensranglisten. Caroline Wozniacki har mødt hende to gange før – og vundet begge.

Tager man de lidt længere briller på, ligner fjerderundemodstanderen Anastasia Pavlyuchenkova (seedet 15), mens French Open-vinderen Jelena Ostapenko også lurer. Både Venus Williams og Julia Görges endte i samme halvdel som Caroline Wozniacki, men her taler vi om kvart- og semifinaler.

En detalje, som vil fryde Wozniacki-lejren, er, at to ukendte kort endte i den anden halvdel af lodtrækningskemaet. Tjekken Petra Kvitova har været ude af spillet efter et dramatisk knivoverfald, men inden da lå hun helt oppe som nummer to på verdensranglisten. Endvidere er der Maria Sharapova, der er ved at kæmpe sig op ad verdensranglisten efter at have afsonet en dopingdom. Sharapova og Caroline Wozniacki er blevet en slags fjender uden for banen, hvor Wozniacki har kritiseret Sharapovas tilbagekomst efter dopingdommen.

De to spillere kan verdens nummer et, Simona Halep, få fornøjelsen af allerede i de indledende runder.

Simona Halep skal møde wildcardet Destanee Aiava fra Australien, mens allerede i tredje runde kan hun støde sammen med Petra Kvitova.

Hos mændene er det Rafael Nadal, der er topseedet, og han skal møde Victor Estrella Burgos fra den Dominikanske Republik i første runde, mens den forsvarende mester, Roger Federer, er andenseedet. Schweizeren skal møde Aljaz Bedene fra Slovakiet og kan kigge lidt frem i turneringen til at skulle møde Novak Djokovic, der kun er seedet 14, men altid er en farlig modstander.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her