Svømme-EM er bare en generalprøve på VM
Denne uges EM-kortbanemesterskaber tjener mest som forberedelse til VM på kortbane i december.
Forvent ikke alverden af de danske svømmere, der fra og med torsdag deltager i de europæiske kortbanemesterskaber i franske Chartres.
De største danske navne er ikke formtoppede, fordi de satser mere på VM på kortbane, der svømmes i Istanbul i næste måned.
- Vi kan lige så godt være ærlige at sige, at det her er en generalprøve til kortbane-VM.
- Svømmerne træner hårdt og har gjort det i ugerne op til, så for dem vil stævnet her mest være en indikator på, hvor de står inden VM, siger sportschef Mikkel von Seelen i et videointerview på svoem.dk.
17 danskere deltager
Han regner dog alligevel med, at den danske delegation på 17 svømmere kommer hjem fra Frankrig med medalje:
- Ja, og vi får også mere end én, lyder svaret fra von Seelen.
Meget tyder da også på, at de danske topnavne ikke er forfærdeligt langt fra topformen.
Ved de afsluttende stævner i World Cup-serien for nylig hentede blandt Rikke Møller Pedersen og Jeanette Ottesen flere medaljer, og Lotte Friis kom ved weekendens åbne franske mesterskaber på podiet i både 200 meter fri og 400 meter fri.
Ud over flere af OL-profilerne tæller det danske landshold også en række unge talenter, der skal samle konkurrenceerfaring i det franske.
Det er i øvrigt meget blandet, hvordan de øvrige europæiske nationer griber kortbane-EM an. De franske værter stiller med fuldt hold, mens tyskerne eksempelvis kun har de næstbedste med.
Danmark skal næste år være vært for kortbane-EM. Konkurrencerne skal foregå i Jyske Bank Boxen i Herning.
Ritzau