Forbund sætter udelukket russers deltagelse under lup
Evgeny Rylov har deltaget ved de nationale svømmemesterskaber, selv om han har fået ni måneders karantæne.
Den russiske svømmer Evgeny Rylov er blevet udelukket i ni måneder af verdensforbundet Fina for at have deltaget i en fejring af landets invasion af Ukraine.
Alligevel har han de seneste dage deltaget i de nationale mesterskaber. Det får nu Fina til at sætte Rylov under lup endnu en gang.
- Fina er klar over, at Rylov konkurrerede ved de russiske mesterskaber denne weekend og har påbegyndt en intern undersøgelse for at finde ud af, om Finas regler er blevet brudt.
- Resultatet af undersøgelsen vil foreligge, når det er klar, skriver Fina ifølge Reuters i en pressemeddelelse.
Rylov, der vandt guld i 100 og 200 meter rygsvømning ved sidste års OL i Tokyo, var blandt deltagerne på Luzhniki Stadium i marts.
Her bar han og flere andre atleter et omdiskuteret ”Z” på sit tøj, der af Rusland bruges som symbol på det, som landet selv betegner som ”en særlig militær operation” i Ukraine.
Russiske og hviderussiske atleter og ledere bliver ikke inviteret til konkurrencer resten af 2022, understregede Fina fredag.
Dermed vil de heller ikke være til stede ved VM i Ungarn, der afholdes i juni.
/ritzau/