Schweizisk fartdjævel vandt herrernes alpine World Cup
Marco Odermatt er den første schweiziske mand til at vinde den samlede World Cup i 12 år.
Selv om der fortsat resterer tre World Cup-afdelinger, kan Marco Odermatt ikke længere hentes i den samlede alpine World Cup-konkurrence.
Den 24-årige schweizers forspring ned til nordmanden Aleksander Aamodt Kilde er på mere end 300 point, inden sæsonens tre sidste World Cup-løb.
Det står klart, efter at der onsdag blev kørt styrtløb i Courchevel. Her passerede Odermatt målstregen i en bedre tid end sin norske konkurrent, og dermed var den samlede World Cup-sejr en realitet.
Det kunne også tydeligt ses på schweizerens reaktion i målområdet. Det er første gang siden 2010, at alpelandet har en samlet vinder af herrernes World Cup. Dengang vandt Carlo Janka.
Da alle konkurrenterne var kommet i mål onsdag, rakte Odermatts tid til en andenplads. Østrigeren Vincent Kriechmayr var konkurrencens hurtigste.
Odermatt har hentet flest af sine point i storslalomkonkurrencerne. Han har inden sæsonens sidste storslalomløb også vundet World Cuppen i disciplinen, og for en måned siden vandt han OL-guld i storslalom.
Efter onsdagens løb står det også klart, at Aleksander Aamodt Kilde trods alt kan trøste sig med, at han vinder World Cuppen i styrtløb efter en tæt afgørelse. Afstanden ned til schweizeren Beat Feuz er på sølle 13 point efter sæsonens 11 styrtløb.
Senere onsdag blev også kvindernes sidste styrtløb i World Cup-sæsonen afviklet. Det vandt den amerikanske stjerne Mikaela Shiffrin, og hun udbyggede dermed sin føring i den samlede World Cup.
Samtidig sikrede italieneren Sofia Goggia den samlede World Cup-titel i styrtløb efter sæsonens ni løb.
De kommende dage kommer der også en afgørelse i de andre alpine discipliner for både mænd og kvinder. Torsdag afvikles sæsonens sidste super-G-løb, lørdag står den på storslalom, før sæsonen lukker søndag med en slalomkonkurrence.
/ritzau/