Ebbesen: Slut efter OL
Den danske roer og legende slår fast, at OL i London bliver hans sidste.
Eskild Ebbesen deltager til sommer i London i sit femte OL, og så er der ikke mere OL i den 40-årige roer.
Guldfirerens Eskild Ebbesen har flere gange gjort comeback i den danske letvægtsfirer, men til sommer er det slut.
Femte OL
Den 40-årige roer kan se frem til sit femte OL i London, og der er ingen chance for, at han er med igen om fire år i Rio de Janeiro.
- Det her er helt sikkert mit sidste OL, siger Eskild Ebbesen til sporten.tv2.dk om legene i London.
Selv om den rutinerede OL-deltager har det med at overraske og gøre comeback, så mener han godt, at man kan stole på hans ord.
- Jeg har tidligere sagt, at jeg stoppede, men det betød jo ikke, at jeg ikke startede igen. Men den her gang, der starter jeg helt sikkert ikke igen, fastslår Ebbesen, der er den suverænt ældste i den danske båd.
Klar alderspræsident
Han er omtrent 15 år ældre end de øvrige tre danskere i båden.
- Jeg synes, det er sjovt at kæmpe med sådan et projekt her. Det er fantastisk livsbekræftende at kaste sig ud i det og se, om det kan lade sig gøre en gang til.
- Ikke mindst den her tro, der er her på, at det kan lade sig gøre, er sjovt at være med til, fortæller Ebbesen, der ikke lægger skjul på, at han godt kunne tænke sig endnu en guldmedalje til samlingen.
Eskild Ebbesen har med forskellige besætninger vundet tre OL-guldmedaljer og en enkelt bronzemedalje.
OL i London foregår fra 27. juli til 12. august.
Ritzau