Frans Nielsen rundede et skarpt hjørne i NHL

New York Islanders' Frans Nielsen rundede søndag som den første dansker 50 point i en sæson i NHL.

Artiklens øverste billede

Ishockeyspilleren Frans Nielsen fortsætter med at score målpoint for New York Islanders i denne sæson, hvor danskeren for alvor er blevet en stabil pointleverandør i NHL.

Søndag aften satte den tidligere Herning-spiller sit navn på oplægget til Cal Clutterbucks 1-0-scoring, da Islanders hjemme på Long Island besejrede Columbus Blue Jackets med 2-0.

Der var spillet godt 13 minutter, da Frans Nielsen gik i kamp om en løs puck, og danskeren fik den manøvreret hen til Clutterbuck, der fik frit skud.

22 mål

Det var Nielsens 28. assist i grundspillet, der også har budt på 22 mål, og dermed har han som den første dansker rundet 50 point i en sæson i den liga, der anses som verdens stærkeste.

Om sejren hjælper Islanders særligt meget i det lange løb er straks mere tvivlsomt. Holdet har spillet en meget skuffende sæson og er suverænt nummer sidst i Metropolitan-divisionen.

Der resterer 11 kampe i NHL-grundspillet, og der skal ske helt utrolige ting, hvis Islanders skal nå at snige sig med i det eftertragtede playoff-spil, hvor holdet deltog sidste år.

Til gengæld kan det danske landshold i stedet gøre sig håb om at få Frans Nielsen med til A-VM i Hviderusland, der for Danmarks vedkommende begynder 10. maj.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen