Ustoppelige Aalborg uddeler tæsk på isen
Aalborg Pirates vandt for syvende kamp i træk, da Copenhagen Hockey blev sendt hjem med et 2-10-nederlag.
Aalborg Pirates har for alvor fået fart i skøjterne i holdets debutsæson i AL-Bank Ligaen i ishockey.
Efter en blød start og tilgangen af NHL-spilleren Colin Greening har nordjyderne været næsten umulige at stoppe for modstanderne.
Med tirsdagens klare 10-2-sejr over Copenhagen Hockey har Aalborg således vundet sine seneste syv kampe i træk i ligaen.
Greening var igen blandt hovedaktørerne i afklapsningen af københavnerne, hvor han lavede tre point.
De forsvarende mestre fra Blue Fox Herning kom hurtigt bagud 0-2 i hjemmekampen mod Sønderjyske, men fik fremtvunget 2-2 i ordinær spilletid, hvorefter Rob Ricci sørgede for ekstrapointet til Herning i den forlængede spilletid.
Opgøret mellem Odense Bulldogs og Frederikshavn White Hawks måtte også ud i forlænget spilletid efter 2-2 i de første 60 minutter, og her var det også hjemmeholdet Odense, der havde sidste stav på det afgørende mål.
Endelig tog Esbjerg sin anden sejr i regulær spilletid i sæsonen, da gæsterne fra Herlev blev slået 5-2. Kampen var åben, indtil hjemmeholdet med to mål i de sidste to minutter fik den lukket effektivt.
Ritzau