Frederik Andersen skifter til NHL's dårligste hold
Frederik Andersen har indgået en femårig kontrakt med Toronto i NHL efter succesfuldt ophold i Anaheim.
Den danske NHL-målmand Frederik Andersen skifter klub fra Anaheim Ducks til Toronto Maple Leafs. Det skriver Anaheim Ducks på holdets hjemmeside.
Ifølge sportsmediet ESPN har danskeren indgået en femårig kontrakt med Toronto.
Andersens kontrakt med Anaheim stod til at udløbe 30. juni, og da danskeren efter et par gode sæsoner i klubben har gjort sig fortjent til en lønforhøjelse, har Anaheim valgt at bytte ham til Toronto.
I bytte får Anaheim et ekstra valg i første og anden runde af draften i NHL. I draften sikrer klubberne på skift kontraktrettigheden over de yngste ishockeytalenter verden over.
Frederik Andersens nye klub blev i den forgangne NHL-sæson det dårligste hold i hele NHL med 69 point i grundspillets 82 kampe.
Frederik Andersen og Anaheim opnåede selv 103 point.
Danskeren delte spilletiden i Anaheims mål med John Gibson. Da de to vurderes til at være næsten lige gode, er det for dyrt for Anaheim at beholde begge målmænd, da klubben også skal overholde lønloftet i NHL.
/ritzau/