Bäckman: Det er ikke vores turnering
Landstræner Per Bäckman var godt tilfreds med sit holds præstation trods nederlag.
Stockholm
Det var ikke store målchancer, Danmark manglede i dag mod Tyskland. Pucken ville bare ikke ind, og det er meget symptomatisk for danskernes VM-turnering, mener landstræneren.
»Vi spiller vores bedste kamp i dag, men det hjalp os ikke. Det er bare ikke vores turnering. Jeg er meget imponeret over holdet i dag, og der var mange af spillerne, som havde deres bedste kamp i dag. Vii bliver nødt til at holde det niveau i de næste to kampe,« siger Bäckman.
Arbejde stenhårdt
Det er Letland og Norge, der venter Danmark i de to opgør, og de opgør skal kaste minimum to point af sig, mens Italien ikke må få point mod Sverige og Rusland.
»De sidste to kampe er 50/50. Letland er ikke bedre end Tyskland, og vi er i god form. Vi bliver bare nødt til at arbejde stenhårdt for den ekstra portion fremgang,« siger Bäckman.
Bäckman slog samtidig fast, at Frederik Andersen stod en god kamp, og at det er ham, som kommer til at stå på mål i den næste kamp mod Letland.