Hård svensk nyser til ishockelandsholdet

Danmarks nye landstræner i ishockey har et ry som en kontant og krævende træner. Målet med ansættelsen er klar: Skaf Danmark til OL i Vancouver i 2010

Artiklens øverste billede

Danmarks tidligere svenske landstræner, Mikael Lundström, som nu fungerer som sportschef i Eliteserieklubben Leksand, kender godt det danske ishockeylandsholds nyudnævnte træner, den 57-årige Per Bäckmann, som også er svensker.

"Han vil kræve meget af de danske landsholdspillere; det er jeg overbevist om. Jeg kender ikke Per Bäckmann på det personlige plan, men jeg kender til hans karriere som ishockeytræner i Sverige, og der er han kendt som en hård og krævende træner. Det er muligt, at han er blevet lidt blødere med alderen, men han er en type, der kræver meget af sine omgivelser," siger Mikael Lundström om Per Bäckmann.

Umiddelbart før den nu fyrede canadiske landstræner Mike Serant blev ansat, var Mikael Lundström selv landstræner for Danmark i perioden 2001-2006 og kender derfor meget til de danske spillere, som han nu mener skal til at vænne sig til en ny stil på landsholdet.

"Da jeg var landstræner for Danmark, var spillerne endnu ikke helt gearede til det øgede pres, der følger med A-gruppen, og derfor var det lidt af en balancegang at finde det rette niveau. Siden er der sket meget for de danske spillere; de har udviklet sig meget, og derfor tror jeg også, at de nu er klar til at yde det som en træner som Per Bäckmann kræver af dem," forklarer Mikael Lundström.

Han glæder sig desuden over, at Dansk Ishockeyunionn har valgt en svensker til det ledige sæde.

"Svenske trænere er lige så forskellige som andre trænere, se bare på en træner som Erik Hamrén i AaB, der er kendt for en blødere stil, men i forhold til kultur og tradition passer en svensker godt ind i det danske system og derfor tror jeg også på, at Per Bäckmann har gode chancer for at få succes. Men som altid er det resultaterne der afgør, om man bliver en succes eller ej, og derfor er det for tidligt at sige han er det rette valg. Per Bäckmann har under alle omstændigheder forudsætningerne for at blive det," siger Mikael Lundström.

Direktør i Dansk Ishockey Union, Enver Hansen, kender godt til Per Bäckmanns ry som en hård og kontant træner, men tror ikke det vil skabe problemer i forholdet til spillerne.

"Vi har haft flere samtaler med Per Bäckmann, hvor vi også har snakket om lederstil, men jeg vælger at kalde hans stil for tydelig, det vil sige, at han er meget opmærksom på at kommunikere direkte og klart for spillerne, uden at han af den grund kammer over og står og råber spillerne ind i hovedet. Det er der ingen spillere, der gider i det lange løb. Men noget af det som vores spillere har efterspurgt, og som vi håber at Per Bäckmann blandt andet kan tilføre, er at give spillerne nogle klare roller både på og udenfor banen. At udføre det job kræver netop, at man er tydelig i sin kommunikation," siger Enver Hansen, som har fundet Per Bäckmann blandt en gruppe på fire-fem favoritter til det ledige landstrænerjob.

"Per Bäckmann stod højt på vores liste, og da vi begyndte at undersøge markedet nærmere fandt vi ud, at han både var ledig og meget interesseret i jobbet. Andre kunne ikke så fri af deres kontrakt o.s.v. Men jeg er i det hele taget overrasket over, hvor stor interessen generelt har været for jobbet. Vi har fået flere forespørgsler udefra og der har i det hele taget været interesse fra mange sider. Vi var imidlertid meget opsatte på at tilknytte en svensker. Først og fremmest fordi dansk ishockey bruger mange af de samme systemer som svenskerne, men også fordi svenske trænere typisk har et godt indblik i hvad danske spillere kan. Flere af dem kender jo vores spillere fra den svenske eliteserie. Det samme gør sig gældende for Per Bäckmann, som eksempelvis kender Frants Nielsen fra Malmø, samt Lasse Eller og Philip Larsen fra Frölunda, hvor han senest var træner," siger Enver Hansen

En anden vægtig kvalifikation hos Per Bäckmann er hans alder på 57 år.

"Han har den erfaring som vi har brug for. Danmark står foran nogle meget vigtige kampe med OL-kvalifikationen i Norge i februar 2009 som de vigtigste. Der har vi vurderet, at Per Bäckmann har de helt rette baggrund og erfaring. Han er vant til at have pres på sig," forklarer Enver Hansen.

Selv er Per Bäckmann klar over, at der stilles store krav til ham.

"Jeg ved, at det bliver en stor udfordring at kvalificere det danske ishockeylandshold til OL 2010, også fordi vi må se i øjnene, at flere danske nøglespillere ikke vil være til rådighed til OL-kvalen, fordi de spiller i NHL eller i andre turneringer i Nordamerika. Men jeg er vant til store udfordringer og store forventninger, og jeg synes der er så meget talent i dansk ishockey, at jeg er optimist forud for OL-kvalen, siger Per Bäckmann, som af samme grund som en af sine første opgaver for landsholdet, tager på en tur til USA og Canada for at forsøge at tale de danske NHL-spillere fri til kvalifikationsturneringen i Norge ."

Andre læser

Mest læste

Del artiklen