Canada-helten Dahm skal restituere hurtigt inden VM-gys
Målmand Sebastian Dahm ønskede selv at spille mod Canada, selv om det giver ham et barsk program.
Knap 18 timers hvil er alt, det kan blive til for de danske ishockeyspillere efter triumfen mod Canada mandag aften.
Allerede tirsdag eftermiddag skal de være friske igen til den altafgørende gruppekamp mod Slovakiet.
Det er et hårdt program for alle, men måske især for den storspillende målmand Sebastian Dahm, der som den eneste var på isen i alle 60 minutter mod canadierne.
- Det var en hård omgang for Sebastian, for pucken var meget i den danske zone. Heldigvis fik han en del pauser, når vi var i powerplay, siger landsholdets målmandstræner, Peter Hirsch.
- Han er slidt, men det er en elitesportsmand. De bruger mange kræfter, men de restituerer også rimelig hurtigt. Så selvom det bliver hårdt mod Slovakiet, tror jeg, han er helt klar.
Nogle havde forventet, at landstrænerteamet ville give reserven Frederik Dichow en ny chance mod Canada og spare Dahm til gyseren mod slovakkerne, der afgør Danmarks fremtid i turneringen.
- Det diskuterede vi også, siger assisterende landstræner Jens Nielsen.
- Men Dahm vil gerne spille alt det, han kan. Det har hele tiden været planen, at han skulle stå mod Slovakiet, og så lod vi det være op til ham selv, hvad han syntes, var bedst for ham.
- Havde vi været stort bagud mod Canada, havde vi måske pillet ham ud for at spare ham. Men det styrer han selv. Han er også på isen til alle frivillige træninger. Det er hans måde at holde sig i gang på, siger Jens Nielsen.
Den 35-årige målmand står noteret for en redningsprocent på hele 94,39 hidtil i turneringen.
/ritzau/