Ishockey

OL-vindere brød reglerne: Sang nationalsang efter finalesejr

Som neutrale atleter var det ikke tilladt at synge den russiske nationalsang.

Selv det var forbudt som en del af tilladelsen til at stille op under neutralt flag, valgte de russiske herrer på ishockey-landsholdet at fejre OL-guldet med at synge den russiske nationalsang. Foto: AP/John Locher

Det mandlige russiske ishockeylandshold er kommet i modvind efter de sang den russiske nationalsang som fejring af OL-guldet efter sejren over Tyskland i finalen.

Det skriver flere medier, bl.a. CNN og The Guardian.

Umiddelbart er det ellers normal procedure at synge sit lands nationalsang, når man som atlet eller hold har vundet en OL-guldmedalje.

Russiske ishockeyherrer slog Tyskland i højdramatisk finale

Men de russiske atleter, der deltager, har ikke fået lov at stille op ved legene under russisk flag, efter det blev afsløret, at Rusland havde haft et statsstyret dopingprogram i forbindelse med legene i russiske Sotji i 2014.

Russiske atleter, der ikke havde forbindelser til dopingprogrammet, har ved dette års OL konkurreret under det olympiske flag og navnet olympiske atleter fra Rusland som neutrale atleter.

En af reglerne for at optræde neutralt inkluderede et strengt forbud mod at afsynge den russiske nationalsang ved sejre, da atleternes præstationer ikke må forbindes med Rusland.

Overblik: Dopingskandalen i Rusland

Ifølge CNN blev det neutrale russiske hold dog hurtigt enige om at synge nationalmelodien, selv om det egentlig skulle være den olympiske sang, der skulle fylde i arenaen.

»Jeg tror, at vi fra begyndelsen havde en brændende lyst til at synge, og som vi stillede os op, aftalte vi, at vi ville synge nationalmelodien, så det gjorde vi,« sagde forsvarsspilleren Bogdan Kiselevich ifølge CNN til pressen efter medaljeceremonien.

»Vi må ikke deltage under vores flag, så vi måtte gøre et eller andet. Vi sang, fordi vi er russere, og når du vinder, så lyder nationalmelodien. Det sidder i vores hjerte og sjæl,« forklarede han.

Efterfølgende blev Kiselevich spurgt til, om han ikke var bange for, at holdet ville blive straffet for deres forbudte nationalsang.

»Vi har ytringsfrihed,« lød svaret.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her