Ærens grusomme pris

Knud Esmann ser tilbage på den svenske sværvægter Ingemar Johanssons bedrifter - en utrolig historie, der involverer den århusianske flyttemand Erik Jensen fra Frederiksbjerg Athletklub.

Artiklens øverste billede
Ingemar Johansson og Floyd Patterson. Foto: AP

Den 12. marts 1953 ville flyttemanden supplere lønnen med en prof-kamp mod den da 10 år yngre svensker. Jensen fik klø, Johansson fik endnu en skalp i boksebæltet - og Floyd Patterson ventede ude i mesterskabshorisonten.

Flyttemanden Erik Jensen fra Frederiksbjerg Athletklub, FAK, anede ikke, at den 19-årige modstander, han stod over for i København, skulle blive en sportshistorisk skikkelse. For århusianeren var den 12. marts 1953 kun en professionel boksekamp til at supplere lønnen i firmaet Adam.

Den 10 år yngre svensker Ingemar Johansson var på grund af fejhed not trying blevet diskvalificeret og frataget sin sølvmedalje i 1952 i den olympiske finale i Helsingfors.

Han var blevet skræmt af den store, sorte amerikaner Ed Sanders, og nu skulle han som professionel have en dansk lektion.

Den teknisk smarte og hårdføre Erik Jensen, der i en lang amatørkarriere havde erobret danske mesterskaber i letsværvægt og sværvægt og deltaget i De olympiske Lege i London i 1948, var ikke nervøs. Han havde været en af heltene ved de jyske mesterskaber og skulle tjene nogle penge efter den lange amatørkarriere.

Promotor Bernhard Madsen, der kunne have solgt en plejehjemsbeboer til en kamp, hvis der var penge i det, lancerede opgøret som Det skandinaviske mesterskab i sværvægt. Erik Jensen måtte sætte sin lid til, at ungdom og slagkraft ikke nødvendigvis er afgørende i boksning.

Forgæves, viste det sig.

Seks dage tidligere havde Ingemar Johansson i sin kun tredje kamp som professionel pointbesejret Lloyd Barnett fra Jamaica. Kamp for kamp mod udvalgte modstandere skulle han lære sin nye metier. Erik Jensen led samme skæbne som den rutinerede jamaicaner.

Århusianeren blev slået i gulvet to gange i 1. omgang. I 2. omgang pådrog Ingemar sig en skade i højre hånd og slog derpå praktisk talt kun med den venstre. Det var dog nok til, at Erik Jensen røg til tælling flere gange, og i fjerde omgang var det gong gongen, der reddede århusianeren fra at blive talt ud. Han havde givet den unge komet en overraskende god kamp, men var færdig som bokser.

I sin amatørkarriere 1948-52 havde Ingemar Johansson, der døde den 30. januar i år, 76 år, aldrig tabt til en dansker. Han havde vundet over århusianeren Karl Frank (to gange), Herluf Hansen, Tommy Skovgaard (to gange) og over Leo Sørensen (to gange). Trods øretæverne og gulvturene kan ingen af taberne dengang have haft fantasi til at forestille sig, at deres besejrer den 26. juni 1958 i ringen på Yankee Stadium i New York, hvor der kun var 18.215 tilskuere, skulle høre de magiske ord:

»Vinder og ny verdensmester i sværvægt: Ingemar Johansson!«

I vor tid har underholdningssporten et svimlende forbrug af helte. De blæses op og forsvinder som luftballoner i en af tv-skabt virkelighed. Historien spiller ingen rolle. Bedrifterne ender som pseudobegivenheder på lit de parade i kompostbunke af informationstomme superlativer. Kun de færreste efterlader sig under flugten fremad andet end et navn og et resultat i en statistik.

Historieløsheden gælder al underholdning, hvor de udspekulerede udnytter de talentløse.

Den hurtige glemsel var ikke så udtalt i 1950'erne, da trofastheden og den kritiske sans trods alle udskejelser var større end ligegyldigheden. Expressen satte nordisk oplagsrekord, da Ingemar Johansson præsterede en ægte sensation.

Ingemar Johansson slog storfavoritten verdensmesteren Floyd Patterson fra USA ud.

Dommerne slap for at tælle point sammen. Da kamplederen Ruby Goldstein signalerede, at opgøret var slut, var der gået 2.03 minutter af 3. omgang.

De to boksere blev, hvor forskellige de end var, hinandens forudsætning. De mødtes i tre opgør og blev hvirvlet ind i en forestilling af tjekhovske dimensioner, hvor deres indre liv visualiseredes i ringen. Floyd, der døde som 71-årig i 2006 og Ingemar, der døde to år senere som 76-årig, var i den blodbestænkte sport, som nogen har kaldt The sweet science, låst sammen i et orkanagtigt skæbnefællesskab.

Begge havde i flere år været senil demente, da skyggerne blev lange, tusmørket sænkede sig, og da de sagde livet farvel. Hukommelsen var væk og med den, må vi tro, minderne. Opfattelsesevnen var svækket, depressioner trængte sig på og tankegangen var sløvet. Ingen kunne dog fratage dem det, der havde gjort dem til enere i gladiatorernes verden, thi evigt ejes kun det tabte.

Afgørelsen på Yankee Stadium i den første kamp var en af de største overraskelser i boksehistorien. Kun de færreste amerikanere havde troet, at Ingemar Johansson havde en chance. Ingemar, der var blevet en fuldblods sværvægter, erobrede alligevel den mest eftertragtede og indbringende titel, der findes i sport. Kun to andre europæere, den italienske kæmpe Primo Carnera og tyskeren Max Schmeling, havde været verdensmestre i sværvægt.

Carnera vandt i en hørm af korruption. Schmeling sejrede på diskvalifikation. Ingemar var derimod indiskutabelt nattens eneste og bedste mand.

Ingemar skrev sit navn ind i en kongerække med regenter som Jack Johnson, Jack Dempsey, Gene Tunney, Joe Louis og Rocky Marciano. Alle vi andre kan kun misundelige gisne om, hvordan det er for en ung mand i brølet fra mængden i mørket at få løftet sin højre arm i vejret for badet i projektørlys at blive udnævnt til verdens farligste, ubevæbnede mand. Hvem ville ikke gerne have været verdensmester i sværvægtsboksning?

Floyd Patterson, der var født den 4. januar 1935, var den 30. august 1956 blevet boksehistoriens yngste verdensmester i sværvægt. I kampen om den ledige titel efter den ubesejrede Rocky Marciano slog han veteranen den tidligere mester i letsværvægt Archie Moore ud i femte omgang. På vej til kampen sad han og kiggede ud fra bilen, glad og nysgerrig som en dreng på vej til biografen. Da han havde klædt om, lagde han sig til at sove på massagebriksen og vågnede først, da han blev kaldt ind til ringen.

Fire år tidligere havde Floyd Patterson slået sig ud af en problemfyldt opvækst i racisme og anden kriminalitet. Han var kun 11 år og kunne hverken læse eller skrive, da han blev sendt på et opdragelseshjem i Brooklyn, hvor han tre år senere debuterede som bokser.

Med Patterson fik boksningen den blide gladiator, som folket elsker. Han var det fredeligste menneske, man kunne tænke sig, men han blev stor i kamp mod de farligste mænd i verden. Al hans usikkerhed, følsomhed og skyhed forsvandt i ringen, men han var fair uanset omkostningerne. Han følte sig tryg i kamparenaen, men fremmed udenfor.

Med sine panteragtige bevægelser og sine tætte parader havde han som 17-årig i 1952 i Helsingfors med fem knockoutsejre vundet olympisk guld i mellemvægt. Den helt igennem sympatiske fighter, der var plaget af selvhad og dæmoner i en grad, så han kunne have været det uægte barn af Freud, slog som professionel hurtige kombinationer. Favoritvåbnet var et snertende venstre hook.

Da Patterson ramte Moore med netop det stød, snurrede den gamle mester rundt om sig selv og landede fladt på maven. Moore kom op på »ni« og blev ramt igen, så han træt satte sig på gulvet og greb om tovene uden at kunne trække sig selv op.

Patterson forsvarede titlen tre gange, deriblandt mod den olympiske mester Pete Rademacher, der aldrig tidligere havde bokset en professionel kamp. Manageren og træneren Cus d'Amato overbeskyttede Patterson, der havde ”glaskæbe”, ved at vælge sikre ofre til ham. Han havde lært sin protegé, der var en forvokset mellemvægter og dermed for lille og for let til sværvægt, at springe sine stød ind på de store modstandere i den såkaldte peekaboo-stil. Floyd var med sin facon sårbar over for kontrastød. Han holdt sine handsker så højt, at de nærmest dækkede hans øjne.

Den forsigtige matchning af verdensmesteren blev Ingemar Johanssons chance. Han var det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Rocky Marciano var holdt op. Sonny Liston var endnu ikke en anerkendt udfordrer.

Svenskeren havde et medfødt instinkt og blik for boksning. Nok var han en intelligent, teknisk bokser, men han var især en hitter. Med sin vognstang af en lige venstre stødte han modstanderne ud af balance og fulgte op med en højre, der slukkede lyset. Han var klog og havde lært sig teknik, forbedret sine parader og byggede videre på den skoling, han havde fået som amatør. Han havde vundet 80 af 89 amatørkampe.

I 1954 blev Ingemar europamester med sin knockoutsejr over italieneren Francho Cavicchi, og han forsvarede titlen med at slå Henry Cooper fra England ud i 5. omgang, ligesom han tvang en anden britisk udfordrer, Joe Bygraves, til at opgive i 13. omgang.

Den dygtige, svenske promotor Edwin Ahlqvist satsede efter 25 år i branchen stort, da han den 14. september 1958 på Ullevi Stadion i Göteborg sendte Ingemar i ringen mod amerikaneren Eddie Machen, der var førsteudfordrer til Floyd Patterson.

56.000 tilskuere betalte 1.426.955 kr. for at se kampen. Den varede 2 minutter og 16 sekunder.

Ingemar demonstrerede sin evne til hurtigt at studere og kortlægge en modstander og til omgående at reagere på en blottelse. Den højre, han ramte Machen med, var perfekt. I sine 25 kampe havde Machen aldrig tabt, men denne gang blev han kastet til siden og landede på ryggen. Desperat kom han på benene og smilede forlegent, medens Ingemar med dræberinstinktet igen angreb. Han stødte med venstrehånden og hamrede igen til med sin højre. Machen rullede rundt og blev liggende i det ene hjørne. Igen rejste verdens nr. 2 sig, men på krumme, vaklende ben. Han var forsvarsløs, da han blev ramt af en byge af slag og segnede om uden at høre kamplederen Andrew Smythe fra Belfast tælle til 10.

Amerikanerne kaldte efterfølgende Ingemar Johanssons højre hånd for Thors hammer. De havde dog ikke set meget til den, da han op til titelkampen trænede i USA. Svenskeren havde forbløffet eksperterne ved at have sin forlovede, den smukke Birgit Lundgren, sin nærmeste familie samt lægen Gösta Carlsson med i træningslejren i Catskill Mountains . Udfordreren optrådte i det hele taget så afslappet, som var han på ferie. Kun de færreste, om nogen, troede på, at Thors hammer var andet end et reklametrick. De blev klogere.

Efter to begivenhedsløse omgange på den regnvåde juniaften i New York blev Patterson ramt af hammeren. Ned røg han på ryggen. Verdensmesteren, der var 5-1 favorit hos bookmakerne, stavrede fortumlet op, men blev slået i gulvet yderligere seks gange, før kamplederen Ruby Goldstein standsede opgøret. Ved at sende sin modstander i gulvet syv gange i samme omgang tangerede Ingemar rekorden sat af Jack Dempsey mod Luis Firpo i 1923.

Tre millioner svenskere var stået op midt om natten for at lytte til Radio Luxembourg, da man af moralske grunde ikke ville lade svensk radio transmittere professionel boksning. Det politiske hykleri og moralske selvpineri i det strindbergske forbuds-Sverige kunne ikke hindre glædesrusen i svenska folket. Ingemar vendte hjem til Gøteborg i en helikopter, der landede i et menneskehav af begejstring på Ullevi. Professionel boksning blev først forbudt i Sverige, da han længst havde lagt boksehandskerne væk.

Hvad folk ikke vidste var, at Ingemar havde snuppet sin løncheck på angiveligt et millionbeløb og placeret pengene i en schweizisk bank, før det amerikanske skattevæsen nåede at gribe ind. Allerede som ung debutant på det svenske bokselandshold havde Ingemar, vejledt af den erfarne stilbokser, Stig Sjölin udnyttet alle muligheder - diæter, tøjvask, transport, erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og penge under bordet. Sjölin, der havde banket mange danskere deriblandt Jens Andersen fra FAK, var en fin læremester i at tage sig betalt for at bokse som amatør.

Planlægningen af revanchematchen på Polo Grounds i New York den 22. juni 1960 var allerede i gang, da Ingemar forlod den amerikanske metropol. Den var han kontraktlig forpligtet til at bokse. Den anden kamp påkaldte sig langt større opmærksomhed end den første. I kulissen så man alle de fupmagere, bizarre personager, bondefangere, lette damer, mænd med røde, kødfyldte ansigter og store cigarer, gangstere og spillere, der er så prægtigt skildret i short stories af forfatteren Damon Runyon. Storbyens guys and dolls strømmer til. Lugten af et boksedrama i sværvægt er så ram og ophidsende som den, der kommer fra et bur med løver i brunst.

Floyd og Ingemar boksede tre kampe a 15 omgange, men det blev i alt kun til 14 omgange. Underholdningen bød på 13 gulvture og tre knockoutafgørelser.

Den ene af kombattanterne, Ingemar Johansson, brød sig ikke særlig meget om boksning. Han gik i ringen for at tjene penge. Floyd Patterson, der blev kaldt the gentleman boxer, havde et andet syn på sin metier.

»Det er som at være forelsket i en kvinde. Hun kan være utro, ond og grusom, men det betyder ikke noget,« forklarede han.

»Hvis du elsker hende, vil du have hende, selvom hun kan skade dig på alle måder. Jeg elsker boksning.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.