Sløv stålhammer klippede tigeren

<p>Wladimir Klitschko forsvarede sværvægtstronen med en knockout i 11. omgang mod Tony ”The Tiger” Thompson.</p>

Artiklens øverste billede

Lørdag aften forsvarede ukraineren Wladimir Klitschko (51-3, 45 KO) IBF- og WBO-titlerne i sværvægt mod Tony Thompson (31-2, 19 KO) i Color Line Arena i Hamborg.

Den 32-årige mester havde ellers problemer i begyndelsen af kampen, hvor den fire år ældre udfordrer var aggressiv i sin boksning. Han forsøgte konstant at gå frem og ramte flere gange Wladimir Klitschko rent.

Grimt cut

I 2. omgang fik han også en uren ”træffer” ind. De to boksere stødte hovederne sammen, og Dr. Stålhammer, som er Wladimir Klitschkos tilnavn, fik et grimt cut over højre øje.

Men langsomt fik to-meter manden overtaget, selv om han på intet tidspunkt imponerede. Den amerikanske udfordrer blev trættere og trættere, som kampen skred frem, og i de sene omgange havde han ikke meget at byde på offensivt. Alligevel var det begrænset, hvad mesteren fik sendt af sted.

Udfordreren i gulvet

Først i 11. omgang fik Wladimir Klitschko for alvor ramt Tony Thompson med sin stærke lige højre, der har givet ham stålhammer-tilnavnet, men så var det også slut. Udfordreren gik i gulvet og nåede ikke op, før kampleder Joe Cortez havde talt til 10.

”Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, men kunne ikke udføre det godt nok,” sagde en skuffet Tony Thompson efter kampen.

Amerikansk lavpunkt

Han er den eneste amerikaner i boksemagasinet The Rings top10, og nederlaget markerer et nyt lavpunkt i amerikansk sværvægtsboksning. Den næste rangliste fra boksemagasinet kan være den første uden amerikanere nogensinde.

Næste udfordrer til Wladimir Klitschko er den tidligere amatørstjerne Alexander Povetkin (15-0, 11 KO), der er officiel udfordrer til IBF-titlen. En kamp, der sandsynligvis bliver bokset i november.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen