Annonce
Basketball

Triumfen er total: Bakken Bears vinder DM for 16. gang

Bakken Bears har fuldendt sin bedste sæson nogensinde med ren finalesejr over Horsens.

Pokalsejren var allerede sikret, og den imponerende semifinale i Fiba Europe Cup skrevet i historiebøgerne, da Bakken Bears mandag løb ind til den fjerde finalekamp mod Horsens.

Medaljerne var på forhånd lagt frem. Pudsede og på rad og række - hvis alt gik som ventet. Bakken gjorde rent bord i serien, og sådan skulle det da også gå i en triumf med holdets udenlandske stjerner i front.

Bakken Bears – Horsens IC:

3. periode: 59-66

2. periode: 43-41

1. periode: 26-21

Slutscore: 83-76

De foregående tre kampe i finaleserien:

Horsens – Bears: 57-71

Bears – Horsens: 100-77

Horsens – Bears: 68-79

Årets mesterskab er Aarhus-klubbens 16. af slagsen, og med den europæiske præstation in mente kan sæsonen ikke kaldes meget andet end klubbens bedste nogensinde.

Bakken Bears vandt tæt tredje DM-finale

Før kampen var Horsens ikke levnet mange chancer for at kunne påvirke Bakken Bears, der havde sejret i de tre første kampe i finaleserien. 

Bakken Bears var dog ikke helt uden forvarsel for de problemer, Horsens skulle ende med at give. For hvor de to første finalekampe i serien var affærer med klart Bears-overtag, var den senest spillede kamp i Horsens præget af et meget mere aggressivt Horsens-mandskab.

Aggressiviteten var bevaret til det andet opgør, og det gav en kamp med fejl, point og store spil leveret i en lind strøm. Bakken Bears lignede oftest holdet, der skulle vinde, og gennem de to første perioder var holdet næsten konstant foran.

Fra tredje periodes start var det indtryk dog lige til at forkaste. Den spirende usikkerhed, aarhusianerne havde vist i de første to perioder, blev nu udnyttet, så Horsens kunne fremvise en føring på 59-49.

Bakken Bears tromlede Horsens i anden DM-finalekamp

Før kampen var Horsens' Kevin Larsen blevet tildelt prisen som årets bedste spiller i ligaen. Det var dog ikke den store dansker, der havde mest at gøre med holdets pludselige overtag.

Den ære tilfaldt i stedet Lawrence Alexander. 27 point i kampens første tre perioder og 34 i alt præsterede den - i sportens øjemed - klejne amerikaner, som ganske enkelt ikke var til at stoppe.

Det er lige før, Alexander, Larsen og co. kunne kaldes uhøflige gæster på dette tidspunkt af kampen. Det her var trods alt Bears' mulighed for at få overrakt DM-medaljerne på hjemmebane, samme dag som holdet kunne annoncere en ny hovedsponsor.

Med den rivalisering, som Horsens og Bears i disse år har kørende, er der dog ikke noget at sige til, at de gulblusede fortsat mosede på, så Bears selv måtte slide sig i gang igen.

I gang kom Bakken da også endnu en gang, og på tavlen stod det tydeligt forklaret, hvorfor Bears ikke kun i denne kamp - men igennem hele sæsonen - har været at betragte som landets bedste hold.

For mens Horsens levede på Lawrence Alexanders nåde og genialitet, rullede Bakken hele sin trup ud og fik fem spillere op på et trecifret antal point: DeVaughn Akoon-Purcell, Darko Jukic, Tony Bishop, Michel Diouf og Jeffrey Crockett.

Den brede trup er resultatet af landets bedste økonomi i sportsgrenen, og det er altså her, man i sidste ende finder forskellen på guld og sølv i årets mesterskabskamp.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her