Badmintonherrerne i VM-semifinalen
Det danske badmintonlandshold for herrer er blandt de fire bedste ved VM.
For første gang siden 2006 skal de danske badmintonherrer spille semifinale ved Thomas Cup, som verdensmesterskaberne for landshold hedder.
Med Jonas Rasmussen/Mads Conrad-Petersens tresætssejr onsdag morgen dansk tid over russerne Evgenij Dremin/Sergey Lunev bragte de Danmark foran 3-0 - og det er rigeligt i en match, hvor der spilles bedst af fem kampe.
Revanche til Jan Ø.
Inden da havde Peter Gade besejret Ruslands bedste herresingle Vladimir Ivanov i to sæt, ligesom Jan Ø. Jørgensen tog revanche for sit nederlag tirsdag ved sikkert at besejre Ivan Sozonov i to sæt.
Danmark møder i semifinalen vinderen af mødet mellem Tyskland og Sydkorea, der spilles i eftermiddag dansk tid.
Aldrig vundet guld
Danmark har otte gange vundet sølv ved Thomas Cup, men aldrig guld ved mesterskaberne, der afholdes hvert andet år.
Denne gang spilles mesterskaberne - der i øvrigt afvikles samtidig med kvindernes VM, Uber Cup - i den kinesiske by Wuhan.