*

Badminton

Kompromisløshedens verdensmester

Viktor Axelsens konstante jagt på det næste niveau har gjort ham til verdens bedste badmintonspiller.

Viktor Axelsen har i løbet af den seneste måned slået nummer 1, 3, 5, 6, 7, 8 og 9 på verdensranglisten. Foto: Kyodo/AP

I sine seneste 11 kampe er Viktor Axelsen blevet verdensmester, har vundet Super Serie-turneringen Japan Open og er blevet ny verdensetter.

I mellemtiden er der gået 34 dage, hvor han han slået verdens nummer 1, 3, 5, 6, 7, 8 og 9, eller han har »rundbarberet dem«, som landsholdskollegaen Hans-Kristian Vittinghus udtrykker det, og det er i virkeligheden det mest imponerende.

Axelsen har blot afgivet tre sæt og scoret 519 point mod modstandernes 384.

Når Viktor hele tiden viser tegn på at ville udvide sin horisont, så tror jeg på, at han kan blive ved med at udvikle sig.
Kenneth Jonassen, landstræner

»Han er den bedste i verden lige nu. En ting er verdensranglisten, en anden ting er de spillere, han har slået i de seneste to turneringer, og den måde som han har gjort det på. Bortset fra kvartfinalen til VM har han rundbarberet de bedste spillere i verden, og det er der ikke mange, der gør« siger Hans-Kristian Vittinghus.

Også Viktor Axelsens træner, Kenneth Jonassen, mener, at Viktor Axelsen med rette kan kalde sig verdens bedste.

»For første gang i lang tid er jeg helt enig i, at Viktor er verdens bedste badmintonspiller. Han har slået de helt rigtige spillere i begge turneringer,« siger Kenneth Jonassen.

Jagten på små detaljer

Viktor Axelsen trænede med landsholdet for første gang som 16-årig i 2010. Dengang var Axelsen lige blevet juniorverdensmester som den første europæer nogensinde, og selv om hypen dengang var stor omkring Axelsen, så overrasker det Hans-Kristian Vittinghus, at det er gået så stærkt.

Axelsens perfekte måned

VM

T. Ueda, 56,

(17-21, 21-6, 21-13)

E. Heino, 72, (21-17, 21-15)

Ng Ka L.A, 9,

(21-17, 21-13)

Chou Tien Chen, 5,

(21-18, 20-22, 21-16)

Chen Long, 6, (21-9, 21-10)

Lin Dan, 3, (22-20, 21-16)

Japan Open

Saensomboonsuk, 13,

(21-8, 21-13)

Nishimoto, 46 (21-17, 21-18)

Srikanth, 8 (21-17, 21-17)

Son Wan Ho, 1 (21-16, 21-16)

Lee Chong Wei, 7

(21-14, 19-21, 21-14)

Det fremhævede tal angiver placeringen på verdensranglisten inden Japan Open.

»Han var jo et meget stort diskussionsemne, fordi han blev kørt op til at være meget, meget talentfuld. Der blev diskuteret, hvor god han kunne blive. Var det top 10? Var det top 5? Eller kunne han ligefrem blive verdens bedste?« husker den 31- årige Hans-Kristian Vittinghus.

»Selvom det var ret tydeligt allerede dengang, at han kunne komme op blandt de bedste, så skal jeg ærligt indrømme, at jeg ikke havde troet, at han ville være nummer et i verden som 23-årig. Så hurtigt troede jeg ikke, at det ville gå, også fordi han havde nogle ulemper i kraft af sin størrelse,« siger Vittinghus om sin 1,96 meter høje landsholdskollega.

Ifølge Vittinghus, der debuterede på landsholdet i 2008, skyldes Axelsens nuværende niveau og positive udvikling især hans dedikation til badmintonsporten.

»For mig er det fuldstændig fantastisk at træne med ham og se, hvor vanvittig seriøs han er i sin daglige træning. Jeg anser mig selv som en, der er rimelig seriøs og professionel i min indstilling, men han er på et andet niveau end os andre,« siger Vittinghus.

»Han er meget mere ekstrem og kompromisløs. Der er ikke andre ting, der får større prioritet end hans badmintonmæssige udvikling, og han forsøger konstant at skrue på samtlige parametre. På den måde er han en kæmpe stor inspiration, der er med til at forbedre vores træningsmiljø,« siger han.

Sejrene ligger i detaljen

Ifølge landstræner Kenneth Jonassen er det netop Viktor Axelsens dedikation, der gør, at der er grund til at forvente, at Axelsen kan holde sig på verdenstoppen de næste mange år.

»Som træner kan man ikke være mere privilegeret end at få lov til at arbejde med en som Viktor. Han investerer alt i sin badminton og forsøger at sætte sig ind i, hvad der er det rigtige for ham i alle aspekter,« siger Kenneth Jonassen, der har trænet Viktor Axelsen siden 2013.

Da Jonassen overtog den kommende verdensetter, kunne han se mange ting, der kunne arbejdes med. I dag er det blot detaljer, som Axelsen kan forbedre.

»Op til VM trænede Viktor ikke helt så meget, som han burde pga. en skade, men alligevel gjorde han ting til træning, hvor han demonstrerede en ny forståelse og en ny udvikling. Når Viktor hele tiden viser tegn på at ville udvide sin horisont, så tror jeg på, at han kan blive ved med at udvikle sig.«

»Når man har det niveau, som Viktor har, så finder man ikke bare lige 10 procent et nyt sted. Det kunne jeg, da jeg overtog ham i 2013. Nu er det nuancer og små ting, der skal arbejdes med, og når de små forbedringer lægges sammen, bliver det måske til to, tre eller måske fem pct.,« siger Kenneth Jonassen, som sammen med Axelsen allerede har øjnene stift rettet mod de kommende store slutrunder.

»OL er selvfølgelig det altoverskyggende mål i fremtiden, men OL er så langt væk, at det er svært at arbejde konkret hen imod nu. Der er et VM næste år, der er et All England. Vi tænker ikke på, at vi skal toppe til den næste turnering. Vi sigter mod de store titler, som kan gøre en forskel i Viktors karriere,« siger Kenneth Jonassen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Årets sportsnavn 2017
Årets sportsnavn - Tidligere vindere
Annonce
Sport
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her