Badminton

Camilla Martin besejrede den kinesiske mur

Årets Sportsnavn 1999: Camilla Martin var i mere end 10 år Danmarks bedste damesingle.

Camilla Martin med VM-guldet i Brøndbyhallen i 1999. Arkivfoto: Thomas Wilmann/Polfoto

Op gennem 1990’erne og ind i det nye årtusinde var Camilla Martin den altdominerende kvindelige danske badmintonspiller. Hendes største triumf fandt sted i 1999, da hun på hjemmebane i Brøndby Hallen besejrede tre kinesere på stribe på sin vej fra kvartfinalen til den endelige sejr ved verdensmesterskaberne.

Årets sportsnavn i 25 år

For 25 år siden blev den første vinder af Årets Sportsnavn fundet. Det er Danmarks officielle sportspris, som årligt uddeles af Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Jyllands-Posten. Vinderen repræsenterer årets bedste danske sportspræstation bedømt af en komité med kulturministeren som formand.

I en serie over syv dage omtaler Jyllands-Posten vinderne i de seneste 25 år, og vi har udvalgt syv af de største præstationer:

Da fodboldlandsholdet IKKE vandt i 1992, håndboldkvinderne i 1993 og 1994, Bjarne Riis i 1996, ”Guldfireren” i 1998 og 2004, Tom Kristensen i 2002 og 2005, Thomas Bjørn i 2001 og Caroline Wozniacki i 2010.

Det var blot anden gang, at en dansk kvinde vandt singlerækken ved VM, som kun Lene Køppen havde gjort det tidligere, da hun tog titlen ved det allerførste officielle VM i 1977.

Blot få år forinden havde Camilla Martin været tæt på at opgive sin badmintonkarriere, efter hun blev slået i kvartfinalen ved VM i Skotland. I et brev til sig selv skrev Camilla Martin i 2013 bl.a. følgende om VM-nederlaget i 1997: »Det virker som om, at det hele er lidt uoverskueligt for tiden, hvilket jeg på mange måder godt kan forstå. Der er meget pres på, både fra dig selv og fra omverdenen.«

Olympisk sølv

Den talentfulde badmintonspiller valgte trods overvejelser om et karrierestop at fortsætte, og det var omkring årtusindeskiftet, at Camilla Martins karriere toppede. Efter VM-triumfen i 1999 mødte hun året efter op til OL i Sydney i sit livs bedste form og spillede sig hele vejen til finalen, hvor hun dog måtte se sig slået af en kinesisk modstander. Det var det tætteste, den aarhusianske badmintonspiller kom på at vinde en olympisk titel.

I nationale sammenhænge står hun i dag noteret for som den eneste at have vundet 13 danske singlemesterskaber i træk fra 1990 til 2003. Hun vandt derudover den prestigefyldte titel All England i 2002.

Gennem sin karriere havde Camilla Martin gentagne gange bevist, at hun havde et solidt medietække. Det virkede derfor naturligt, at hun, siden hun indstillede karrieren i 2004, bl.a. har været radiovært, deltaget i massevis af tv- og talkshows samt poseret på forsiden af diverse magasiner. I dag er hun studievært på TV3 Sport og blev i 2013 optaget i sportens Hall of Fame.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Tidligere vindere
Årets sportsnavn - Tidligere vindere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her