Danske singler videre i Korea

<p>De to danske herresingler, der deltager ved Super Serie-turneringen Korean Open i badminton i Seoul, er begge videre til anden runde.</p>

Peter Gade, der er tredjeseedet i turneringen, vandt over Wan Ho Park fra Korea.

Men danskeren skulle lige se sin modstander an, før sejren blev sikret. Koreaneren, der er nummer 235 på verdensranglisten, ydede god modstand i første sæt. Gade førte hele sættet med et par point, men Wan Ho Park fik udlignet ved stillingen 18-18, inden Peter Gade sikrede sig sættet med cifrene 21-18.

I andet sæt var Gade kommet i gang, og uden slinger i valsen vandt han sættet 21-13.

Persson behøvede kun 24 minutter

Joachim Persson, der er femteseedet, vandt en sikker sejr med 21-13 og 21-12 over Muhammad Hafiz Hashim fra Malaysia. Danskeren behøvede kun 24 minutter for at afgøre kampen.

Efter 2-2 i første sæt stod der Persson på resten af sættet og kampen.

I andet sæt stod der ligeledes 2-2, inden Persson tog fat og kom på 20-6. Her måtte danskeren dog bruge syv matchbolde, inden sejren blev sikret med 21-12.

Anden runde

I anden runde skal Peter Gade møde Wei Ng fra Hong Kong, mens Joachim Persson får Wan Ho Shon fra Korea som næste modstander.

I første runde i damesingle skal andenseedede Tine Rasmussen møde indoneseren Pia Zebadiah Bernadet.

I herredouble er begge danske par videre til anden runde.

Lars Paaske og Jonas Rasmussen brugte en god halv time og vandt i to sæt over Gun Woo Cho og Yeon Seong Yoo fra Korea med 21-10 og 21-14.

Koreanerne fulgte kun med de første par bolde i begge sæt, inden danskerne skruede op for spillet og sikkert vandt begge sæt.

Nu skal det danske par møde inderne Rupesh Kumar og Sanave Thomas i torsdagens kamp.

Rasmus Bonde og Mikkel Delbo mødte de syvendeseedede japanere Shintaro Ikeda og Shuichi Sakamoto, der vandt første sæt med 21-15.

I andet sæt tog danskerne føringen fra sættets start og kørte det hjem med cifrene 21-14. Og de brugte samme recept i tredje sæt, som de vandt 21-13.

Deres modstandere i anden runde bliver indoneserne Muhammad Ahsan og Bona Septano.

null

Andre læser

Mest læste

Del artiklen